Den ny belivende pædagogik er en konfronterende pædagogik.

I forbindelse med meddelelsen om, at vi påtænker at starte en ny skole, den vi indtil videre kalder belx&y-skolen, som tager udgangspunkt i martinuskosmologien og den konstruktive og belivende kommunikation, er jeg blevet kontaktet af en del mennesker, som tilbyder at ville undervise i martinuskosmologi. Jeg er meget taknemmelig for interessen og imødekommenheden, men jeg ser også nødvendigheden af at præcisere, hvorfor alle, der er involverede i skolens dagligliv, skal beherske den konstruktive og belivende kommunikation.

Nogle vil måske indvende, at eftersom Martinus jo ikke kendte til den, kan den vel ikke have noget med hans kosmologiske analyser at gøre. Nej, er svaret. Det har den heller ikke på den måde. Den har imidlertid med dem at gøre på en anden måde.

Lad os huske på, at Martinus’ analyser alene peger på en lovmæssighed, som virker gennem alt i universet. Den rummer overhovedet ikke en pædagogisk praksis. Som alle, der kender bare en smule til Martinus vil vide, har han sågar udtalt, at han hellere vil være sammen med en glad kødspiser end en sur vegetar, og jeg har da også mødt tilstrækkelig mange bitre mennesker, som hører til under ”sagen” til at jeg giver ham ret. Det er altid mere belivende at være sammen med glade og taknemmelige end sure og bitre mennesker. Men der var aldrig fordømmelse af nogen art fra hans side, for han forstod jo, at enhver handling havde en årsag, og at intet menneske i sig selv var ophav til nogen som helst ”ond” gerning.

Man kan sagtens kende til samtlige analyser og alligevel ikke have essensen af konsekvenserne i rygmarven så at sige. Ikke have dem implementeret. Ikke have dem som automatfunktion. Og det er jo også helt naturligt og helt forståeligt. Derfor kan man sagtens kende til analyserne og alligevel dømme andre mennesker. Når man gør det, oplever man ikke disse menneskers handlinger som ubehagelige goder, man har for som lektie.

Den pædagogik, som vi vil forsøge at praktisere på belx&y-skolen, tager udgangspunkt i, at alt hvad der sker i vort liv, er noget, vi kan lære af. Oplever vi ubehag ved noget, ja, så er der et eller andet, som skal korrigeres, og vi må finde ud af hvad og hvordan. Opleves der omvendt behag, ja, så er der noget, som vi kan gøre meget klogt i at udvikle og komme til at gøre meget mere af.

Martinus skriver i sine analyser, at vi på vej til det rigtige menneskerige, altså i reanimationsprocessen, hvor vi fornyer os selv rent åndeligt i bestræbelserne på at opnå fred på jord, vil komme til at se mange forskellige slags nye pædagogiske redskaber blive udviklet.

Den belivende pædagogik er et af disse, og den har som udgangspunkt det pædagogiske formål at fremme alle processer, som skaber FLOW i vort stresshormonsystem. De eksisterende pædagogiske metoder gør det ikke i tilstrækkeligt omfang.

Hvis vi kigger på, hvad der er af pædagogiske metoder, kan vi inddele dem i to hoveblokke, hvoraf den ene som udgangspunkt fordrer lydighed og den anden lader stå til. Man kan egentlig sige, at den ene har sin inspiration rent mentalitetshistorisk fra det gammeltestamentlige eller endog prægammeltestamentlige, altså hedenske, ”du må ikke”-paradigme, hvor der er straf i vente til den skyldige, (et paradigme vort retsvæsen i en vis udstrækning også baserer sig på, således taler mange jo om, at der, for at ens retsbevidsthed kan være intakt, må falde straf over de skyldige) og så et nytestamentligt, hvor vi i princippet skal elske vor næste, men hvor det pædagogiske redskab består i at vende den anden kind til og tilgive. Man kan sige, at det udmunder sig i den henholdsvis straffende pædagogik og den anerkendende pædagogik.

Hvor ser vi dem? Hvor som helst der fordres lydighed, har vi den prætestamentlige bevidsthed og ældste gammeltestamentlige bevidsthed, hvor som helst der tilgives og lades stå til den nyere gammeltestamentlige og nytestamentlige bevidsthed. Begge varianter findes her i landet, hvor lydighedsdimensionen vel er størst i de muslimske koranskoler og det anerkendende princip i de moderne folkeskoler. Nå muslimer således hellere vil have deres børn i en katolsk friskole end en almindelig folkeskole, er årsagen således altid, at der i disse er mere af det, de kalder disciplin, men det er et udtryk der dækker over lydighed.

Den belivende pædagogik tager sit udgangspunkt i det tredje testamentes forståelse af, at ordene på korset ”Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør” giver os en oplysning om, at det går gruelig galt, når man ikke ved, hvad man gør, for vi bliver jo korsfæstet af det, vi kommer til at lide under det, hvorfor det naturligvis er en stor lise for den menneskelige sjæl at komme til at vide, hvad det egentlig er, vi går rundt og gør. Derfor skal alle, der arbejder på skolen, hver gang vedkommende kommunikerer, vide, hvad det, man tænker, siger og gør kan have af virkning, og om denne virkning er gunstig for opnåelse af fred på jord, så at sige.

Til dette brug er den ikke voldelige kommunikation enormt anvendelig. Men min erfaring er, at den ikke kan stå alene. Den bliver hjælpeløs og kan virke afstumpet, hvis ikke den bruges i en dybere psykologisk og kosmologisk forståelse.

Den ikke voldelige kommunikation opererer med, at man har en indre sjakal og en indre giraf, og formålet er at få aktiveret og brugt giraffen, den forstående og kærlige med overblik, så meget som muligt. Efter at have arbejdet med konceptet nogle år, kunne jeg se, at det ikke gik bare at operere med, at man har denne indre sjakal. Man er nødt til at forstå, at denne såkaldt indre sjakal er reminiscenser af dele af oplevelser langt tilbage i barndommen. Oplevelser som har aflejret sig som delpersonligheder, hvilket Jung har arbejdet dybtgående med og Ole Vedfelt herhjemme også har beskæftiget sig med på yderst seriøs vis. Det basale i disse delpersonligheder dannes, mens vi er børn, og eftersom børn, når de er helt små, ganske enkelt spejler deres omgivelser, er formålet med pædagogikken i børnehaven at få børnene til at spejle en mangfoldighed af begivenheder, som imidlertid har det til fælles, at de alle ender godt, således at børnene får nogle indre facitter af at føle sig velkomne i denne verden og af, at man altid kan nære tillid til, at alt ender godt. Er de kommet ud af denne første barndomsperiode med disse facitter, vil de være i stand til at gå den næste fase, som er grundskoleniveauet, igennem med stor appetit på indlæring.

I denne periode er det vigtigt, at barnets indre forestillingsevne får lov til at udvikle sig optimalt. Steiner har gjort sig mange tanker om måder dette kan ske på, og jeg er dybt inspireret af dem og ser hvor fantastiske redskaber, der ligger i hans indsigter. Men han har hovedsagelig fokuseret på børn, der så at sige er inkarneret med svækkede talentkerner, og han har ikke taget højde for, at børn gennemgår forskellige temaer i denne repetitionsfase, selvom de har samme alder. Afhængigt af hvorledes de tidligere inkarnationer har været, har man jo, i henhold til logikken i kosmologien, forskellige niveauer af talenter med sig i sjælens rejsekuffert. Nogle børn er ganske enkelt mere mentale end andre fra barnsben af, og jeg tror det er overmåde vigtigt at forstå, at mentale eller det man i gamle dage kaldte boglige evner, rent faktisk også kan være yderst kreative, hvis man stimulerer dem rigtigt. Min egen datter, som gik på Bernadotteskolen i de første grundskoleår og var meget glad for det, viste sig at blomstre helt ekstraordinært tankevækkende, da hun som 11-årig kom i en såkaldt sort boglig skole i et helt fremmed land med et helt fremmed sprog (islandsk), alene fordi hendes mentale evner pludselig blev set og mødt og stimuleret. Jeg kan også huske at en af lektorerne på dansk, Pil Dahlerup, på et tidspunkt fortalte, at Bernadotteskolen havde været det helt rigtige for søsteren Ulla, happeningpigen, der ikke var så mental, men slet ikke havde været rar for hende selv, der var hovedsagelig mentalt funderet.

Når man kender martinuskosmologien ved man, at nye erogene zoner på et tidspunkt opstår i det mentale område. Det vil altså på et tidspunkt blive sjovt også for børn at tænke. Ikke bare dagdrømme følelsesmæssige fantasier, men tænke. Bliver barnet imidlertid ikke hørt og set som netop det barn det er, med det det nu engang har med sig i sin helt særlige rygsæk, og med et bevidsthedsniveau, som det ikke på nogen måde selv kan tage ansvaret for, ja, så vil det uanset hvad komme til at lære enten under det ældste gammeltestamentlige paradigme (lydighedsparadigmet) eller nytestamentlige (laden stå til).

Det er det jeg mener med, at barnet må opleve at meningen tager til. Meningen for det enkelte barn af at være lige præcis på dette sted og gøre netop disse ting.

For et kunne møde børn tilstrækkelig klart, er det vigtigt, at man kender sig selv krystalklart, og at man kender de andre voksne på skolen krystalklart. Dermed kan samarbejdet komme til at foregå på en måde, hvor noget aldrig fejes under gulvtæppet, men hvor ethvert ubehageligt gode til enhver tid tages alvorligt som en kosmisk meningsfuld udfordring, der har en årsag, som har med os selv at gøre, og som vi egentlig anser det for at være vor hellige pligt at korrigere så godt vi kan.

Derfor vil et sådant begreb som sladder heller ikke eksistere på skolen. Det befinder sig i samme bevidsthedsparadigme som lydighed. Når det er blevet anset for ufint at sladre om andre børn, skyldes det, at man derved har kunnet komme til at sætte andre i et dårligt lys, som undertiden kunne påføre dem straf. Men i bel&x-skolen er det straffende univers ikke-eksisterende.

Vi tager det alvorligt, at når nogen har gjort noget, som et barn på skolen har det dårligt med, så er det rigtigt at fortælle om den iagttagelse man har gjort til en voksen – og om sine følelser, og om sine behov, og om hvad der skal til for at få det dækket. Så lytter vi også til den anden part. Det er godt at fortælle om, så det ubehagelige gode kan komme i lyset og blive undersøgt nøje, så man kan forhindre at det sker igen. Det, der er ubehageligt for en i fællesskabet, er ubehageligt for alle i fællesskabet. Så det drejer sig om at finde løsninger, som alle i fællesskabet kan have det godt med.

Det er på den måde, at vi kan hjælpe begyndelsen til det homokratiske samfund på vej rent pædagogisk.

Det er også grunden til, at vi vil arbejde i ad hoc grupper. Da børn er forskellige, oplever de ikke alle højst grad af behag ved nødvendigvis at være sammen med de samme i alle fag. Nogle er interesserede i hvor langt der er til månen og til Solen allerede i 2. klasse, andre har endnu ikke for alvor forstået hvad en kilometer er.

På denne måde kan man sige, at belivende pædagogik er en yderst konfronterende pædagogik og meget forskellig fra både den straffende og den anerkendende. Ethvert ubehageligt gode behandles nemlig præcis som den nihovedede hydra i herkulesmyten. Det nytter hverken at hugge et hoved af, for så kommer der bare to nye i stedet, eller at ignorere den, for så bliver man ved at tro, at den er der og derfor også med at frygte den. Nej. Den må op i lyset, så man kan se, at der bare er tale om virkninger af årsager, som ingen dybest set ønsker, men som bare er resultatet af gentagelser af fejltagelser grundet misforståelser, og så skvatter den sammen og viser sig bare at være summen af de ønsker, som lige nu er nul. Og ubehaget er væk, for så er der intet at frygte mere.

Det er en pædagogisk praksis, som kræver stor erfaring af lærere og pædagoger. Det teoretiske grundlag er beskrevet i min bog ”Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne”.

Hvorfor denne panik over tanken om et ministerium for livsanskuelser?

SF’s gruppeformand og kirkeordfører, Pernille Vigsø Bagge har stillet et lovforslag om, at kirkeministeriet skal have en ny funktion som ministerium for livsanskuelser, og alle er i oprør. Hånlatteren gungrer af sted i medierne, og frygten for at miste stemmer får så vidt jeg er orienteret samtlige politikere til at håne med. For åhhh, hvor latterligt man dog synes, at det er.

Jeg tror imidlertid ikke på, at alle politikere virkelig mener, at det er en dårlig ide. Jeg nægter at tro, at det kan være sandt! Og jeg gør det heller ikke. Jeg synes faktisk, at det er et ualmindelig intelligent og perspektivrigt forslag. Hvorfor så det?

Ja. Blandt andet fordi jeg kender mange, som vil kunne få glæde af det.

Hvem? Muslimerne? Det ved jeg ikke, og det interesserer mig ikke. Trosreligioner interesserer mig ikke. PVB siger endvidere, at hun ikke har nævnt muslimerne med et ord. Jeg hæfter mig ved, at der ikke er tale om et ministerium for religioner eller trossamfund, men et ministerium for netop livsanskuelser. Det er da det, et fremtidsorienteret fredselskende samfund har brug for som redskab, hvis den åndelige udvikling ikke skal gå totalt i stå. Derved er det jo et ministerium for både dem, der kan tro, og dem der har mistet evnen til at tro i traditionel forstand. Dem der har mistet deres barnetro så at sige. Men som jo rummer evne til logisk tænkning og kan have en erkendelse af, at der virker en slags logos, et ordnende princip, kosmiske love, en guddommelig kraft, man kan kalde det så meget (ord er dybest set noget billigt skidt, fordi de lader sig manipulere med), som man gerne på en fordomsfri måde vil kunne studere i fred og ro og i et meningsfuldt fællesskab. Og som i øvrigt også finder stor inspiration i kristusmentaliteten, som den er beskrevet i evangelierne.

Som formand for en forening, der hedder Det Belivende, og som ikke er et trossamfund, men et erkendelsesforum, har jeg flere gange kontaktet kirkeministeriet i ønske om at få en dialog angående såkaldt kulturkristne, som er medlemmer af folkekirken, men som ikke kommer i den eller bruger den, da de ikke føler sig hjemme der. Både Birthe Rønn Hornbech og Manu Sareen har afvist vore ønsker. Birthe Rønn Hornbech af den grund, at vi ikke er et trossamfund, og Manu Sareen af den grund, at alle andre trossamfund end kirken hører til andre steder. Birthe Rønn Hornbech, som jeg af venner, der er venstrefolk, havde fået at vide var et skarpt intellektuelt og åbent hoved, sendte jeg endvidere noget litteratur, så hun fik mulighed for at sætte sig ind i tankegangen bag den type kulturkristne, som har det svært med det kultiske i folkekirkens ritualer og ceremonier. Den returnerede hun imidlertid ulæst.

At afvise mennesker, som har en kristen livsanskuelse, men som i højere grad betragter Kristus som et ideal end et idol, altså i højere grad som en inspirationskilde end en guru, der skal tilbedes, anser jeg så til gengæld for ikke bare komisk men også tragisk, al den stund at både ateister og kulturkristne, som ganske vist har mistet barnetroen og ved for meget om hvordan hjernen fungerer til at vi kan stå og tale om djævelen i trosbekendelsen eller tro på frelse via stedfortræder, dog også dør og skal begraves. Også vi gifter os. Nogle af os endog indtil flere gange. Og også vi har behov for sammenhænge, hvori der er fællesskaber af åndelig karakter.

Hvorfor vi, fordi vi mener at vide noget om hjernen ikke kan afsige trosbekendelsen? Af den enkle grund, såmænd, at vi anser den eneste djævel der findes for at være mangel på bevidsthed om vor egen krybdyrhjernes magt. Den eneste hornede der findes er vor egen primitivitet, alle den slags adfærdsmønstre, der kommer frem som det man også kalder de syv dødssynder. Den såkaldte djævel er en amygdalakapring. Hånlatter er en sådan amygdalakapring. Den er aktiv, når man føler sig truet. Da går man til angreb eller forsvarer sig eller flygter eller går død (bliver deprimeret). Og den har intet at gøre med tænkning i egentlig forstand. Man kan faktisk godt arbejde med sit tankemønster, med sin bevidsthed, på en sådan måde, at amygdalakapringerne tager af. Samtidig med at det sker, tager evnen til at finde løsninger til.

Hvis mediernes repræsentanter og politikerne med virkelig ville tænke, når de hørte et nyt lovforslag som Pernilles, så skulle de jo spørge hende ud om hvad hun egentlig mente, hvad hun havde tænkt sig at det skulle føre i retning af o.s.v. Men det gør man ikke. Man slår med halen som en krokodille og griner ondskabsfuldt. Og hvad gør Pernille? Ja, hun forstår åbenbart på sine chefer, at alle ler hende ud på grund af et selvmål.

På længere sigt kan det dog meget vel tænkes, at vor frygt for muslimernes overtagelse af den vesteuropæiske kultur meget vel kan vise sig at være en forhindring i at tænke i egentlig forstand og dermed løse det muslimske problem. Vi løser det ikke ved at låse vor egen åndelige udvikling fast i de dogmer, som pt afgør, hvad der er kristelighed her til lands eller ej. Dermed inviterer vi dybest set til fætter-kusine-fest med det muslimske broderskab.

Velbekomme. Selv melder jeg afbud.

Vázlav Havel er mere aktuel end nogensinde!

Så døde Vazlav Havel. Vel den mærkeligste politiker verden har set. Og mest intellektuelle, om end aldrig forstået af danske såkaldt venstreintellektuelle.



Ingen politiker har vel skilt sig mere ud fra mængden end netop han. Dels fordi han aldrig var i magtkamp med nogen, dels fordi han prædikede kosmologi. Hvad for noget? Ja.

Han har således flere gange i forskellige sammenhænge udtalt, at han egentlig kun kan træffe en beslutning han er tilfreds med, når den træffes i et kosmologisk perspektiv, og at hele hans indstilling til livet og til sit ansvar som præsident i Tjekkiet tog sit udgangspunkt i en kosmologisk verdensanskuelse. Han er citeret for sådanne udtalelser i den almindelige dagspresse, men det er mig bekendt aldrig blevet uddybet, hvad det betyder. Udtalelserne er tilsyneladende ikke rigtig blevet begrebet; har vel mest haft den funktion at placere ham som en eksotisk intellektuel. Jeg har i det mindste aldrig hørt nogen nedgøre ham, selvom martinuskosmologien, som var Havels kosmologi, herhjemme vist anses for lige så lidt stueren som DF. Der var da også bifald, da han i et foredrag på Stanford Universitet i september 1994 bl.a. pointerede: ”Demokrati uden spiritualitet er håbløst umodent. Vi behøver en spirituel renæssance for at afværge konflikter mellem civilisationerne.”

Det er skæbnens ironi, at mange såkaldt intellektuelle, som kun har lovord tilovers for Vázlav Havel, i samtiden udtrykte fjendsk hård kritik og dyb skepsis overfor en politisk praksis, som han netop har opfordret til.

Jeg tænker ikke mindst på talen han holdt i Wien på Europarådets topmøde i 1994 samt til talen han holdt i Independence Hall den 4. juli samme år, hvor han pointerede, at hvis den vestlige verdens politikere mente noget med deres formulerede ambitioner om at ville gøre en indsats for at få fred på jorden, måtte de nødvendigvis påtage sig ansvaret for ganske enkelt at arrestere diktatorerne og fjerne dem. Han foreslog konkret, at det nye verdenssamfund tog dem i sin varetægt og isolerede dem sammen med deres proselytter i Sibirien, således at de pågældende landes befolkninger kunne nå til en sådan gennemsnitsudvikling, at demokrati blev en naturlig ting at leve i for dem.

Hans synspunkt var, at befolkningerne ikke ville have mulighed for at udvikle sig og nå til et bevidsthedstrin, hvori demokrati overhovedet indgik som en realitetsbetonet mulighed, som de kunne turde ville vælge, så længe diktatorerne og disses proselytter kunne holde befolkningen i en mentalt begrænsende tilstand af frygt. Vi ville så vedblive at have lydige og ikke frie befolkningsgrupper, og dermed vedblivende udsætte såvel dem selv såvel som resten af verden for den fare, der altid er forbundet med at befolkninger holdes i slaveri.

Han var også inde på, at han opfattede det som medansvar fra vor side, når vi indgik kompromisser med diktatorerne, f.eks. indgik aftaler om, at de i en given periode kun måtte udføre halvdelen af den slags forbrydelser, som de udførte nu, idet vi hermed stemplede diktaturet som i et begrænset omfang acceptabelt. Han talte om, at vi hermed bidrog til at forlænge pinen for dem, der blev holdt i den undertrykte tilstand.

Han gik ikke ind for straf, men ønskede i stedet en bevidsthedsmæssig konfrontation, afklaring og efterfølgende korrektion af en art, som i sin dybeste konsekvens er en parallel til det kristne begreb soning, d.v.s. i den betydning, at hver soner egen brøde, og der altså ikke er tale om soning ved stedfortræder gennem tilbedelse af nogen. Det er årsags- og virkningsprincippet han opfordrede verden til at konfrontere sig med.

Da jeg læste hans tale i en dansk avis umiddelbart efter konferencen, blev jeg slået af den klare logik i talen. Er der en tyran i en familie, som forpester livet for samtlige familiemedlemmer, eller en psykopat i ledelsen på en virksomhed, er der jo heller ikke andet at gøre end at fjerne den pågældende. Enhver der arbejder med socialpolitik eller personalepolitik ved det. I familiepolitik er det ofte den svageste, som der begås overgreb på, nemlig barnet, der tvangsfjernes, men er det en stor del af befolkningen, der begås overgreb på, er det naturligvis nemmere at fjerne den, der begår overgrebet, end alle dem, der er offer for overgrebet: Alle dem, der er flygtninge, eller er på vej til at blive potentielle flygtninge.

Havels pointe, som i sin overordnede enkelhed går ud på at bidrage til, at der kommer sådanne tilstande i de enkelte lande, at ingen har behov for at skulle flygte, rummede uden tvivl for ethvert logisk tænkende menneske løsningen. Men hans opfordring blev ikke fulgt op i den offentlige debat. Man kan spørge sig hvorfor…

Selv tror jeg, at de tilstedeværende ledende politikere fra den vestlige verden følte sig meget ilde berørt ved tanken om at skulle effektuere den foreslåede plan. For for det første måtte suverænitetsprincippet tilsidesættes, og for det andet, kan jeg også forestille mig, at de nærede tvivl om, hvorvidt befolkningerne ville kunne forstå den dybere mening i det – forstå, at der ikke var tale om at besætte et andet land for at få magt over det men om at bidrage til fred på jorden ved at højne bevidsthedsniveauet i tilbagestående befolkninger.

Især vil jeg kunne forstå, at tyskerne, med den historie de har, ville have en vældig berøringsangst overfor tanken om at tage del i en sådan praksis. For hvordan gøre begribeligt, at det kan være udtryk for løft til et højere og fredeligere bevidsthedsniveau at afskaffe suverænitetsbegrebet, når vi i det eksisterende gamle paradigme netop hylder suverænitetsprincippet som noget, der udgør en betingelse for de enkelte landes selvstændige ret. Det ville være nemt for i forvejen kritisk eller manipulatorisk indstillede befolkningsgrupper at få det til at se ud, som om der nu var aggressorer, der havde gang i et eller andet mistænkeligt.

Latterliggørelse ville nemt kunne følge én, sådan som det skete for Karen Jespersen, da hun foreslog at placere kriminelle på en øde ø. Forslaget blev forstået i det gamle paradigme og derfor betragtet som hørende middelalderen til. Var det blevet forstået i den nye verdensordens, Havels, paradigme, ville der derimod være tale om et yderst brugbart fremadrettet pædagogisk redskab.



Med andre ord kunne den, der tænkte helt overordnet, når han hørte Vázlav Havels forslag, måske godt se, at det ud fra en logisk betragtning var dét, der skulle gøres. Men med i vedkommendes betragtninger indgik så formentlig den kendsgerning, at størstedelen af befolkningen ”jo” ikke tænkte overordnet, hvorfor man ikke turde nære forhåbning om, at dette forehavende ville kunne forstås i det sande perspektiv.

Hans tale fik tilsyneladende ingen konsekvenser for udviklingen af den praktiske politik. I hvert fald indgik tankerne aldrig i TV-aviser eller paneldiskussioner. Der var ingen offentlig fordomsfri drøftelse af hans tænkning.

Talen blev tværtimod i offentligheden tiet ihjel. Som en slags offentlig hemmelighed ser den imidlertid ud til at have haft virkning som en boomerang, der kom tilbage til de statsledere, der rent faktisk udførte politiske aktioner, ganske som Havel foreslog i sin tale, men uden fra begyndelsen af at sende klart signal angående årsagen til handlingen.

Jeg tænker naturligvis på den hjælpeaktion, som Bush, Blair og Fogh indledte overfor Irak.

Formentlig grundtet frygt for befolkningens manglende mentale forståelse for tingenes rette sammenhæng, kom det argument frem, at man måtte invadere Irak, da man var i besiddelse af information om, at Irak var tæt på at kunne producere atomvåben, og at denne kendsgerning var en trussel mod verdensfreden.

Måske har spindoktorer påstået, at det ville være politisk selvmord at tro, at masserne skulle kunne forstå det. Måske har de sagt, at masserne kun forstår at bakke op omkring en sådan aktion, hvis der er fjendebilleder, som truer deres personlige integritet.

Det kunne jeg forestille mig, fordi det er sådan man tænker i den gamle verdensorden. Men det var ikke sådan, Havel tænkte. Han ville korrigere fejltagelser for at bane vej for fred. Værd at mindes. Tak gode mand!

Grundtvigs juleutopi - En esoterisk udlægning for lægmænd

Forleden hørte jeg en mand sige, at han syntes, at julen var noget rigtig lort.
Jeg kunne ikke lade være med at le. Så ekstremt komisk var det i min optik, at der var ikke andet at gøre. Jeg kunne selvfølgelig være begyndt at fortælle ham om, hvordan jeg opfattede julen, men det opgav jeg på forhånd, idet jeg ikke anså ham for at være parat til at lytte. Julen var noget lort. Basta. For den rummede ikke andet end stress.
Hånden på hjertet, så har jeg gennem mit liv set en hel del mennesker, som lider i juletiden af mange forskellige grunde. Især kvinder, som ikke orker den store arbejdsbyrde. Men i disse tider, hvor mændene er kommet med i køkkenet og rengøringsarbejdet, er der tilsyneladende også mænd, som synes, at det er et stressende præstationsræs på mange forskellige måder. Og kan man nu finde en gave, som konen bliver glad for? O.s.v . o.s.v.
Mon det var det Grundtvig tænkte på, da han sluttede salmen ”Velkommen igen Guds engle små” med bønnen ”lad julesorgen slukkes”? Nej, ganske afgjort ikke, tænker man mig bekendt indenfor teologien. Jeg derimod ja, det tror jeg faktisk, og lidt til. Men for at forstå det, må man til at kigge anderledes på juleevangeliet, og hele det nye testamente i det hele taget, end vi er vant til.
Vi, som overhovedet ulejliger os med hans ord, er vant til at tænke, at denne julesorg jo ikke kan have noget med selve fredsfyrstens og verdensfrelseren Jesu fødsel at gøre, men derimod med, at han er født til en skæbne, som indebærer, at han skal korsfæstes. Julesorgen forstås således som den kendsgerning, at dette lille uskyldige Guds barn skal blive så misforstået og forhadt, at han af sine egne klynges op til lidelse på korset. Det store glade budskab, som tidsmæssigt kulminerer samtidig med, at mørket kulminerer og vi går mod lysere tider, budskabet om, at der skal være fred på jord og i mennesker velbehag, forstyrres således i det kloge menneske Grundvigs tænkning af bevidstheden om, at han skal så grumme meget ondt igennem.
Grundvig ved godt, at det rent historisk skete, at han blev korsfæstet, Jesus, og at man ikke sådan kan lave om på historieskrivningen. Når han alligevel beder om, at det skete må være usket, at det vi har gjort må være ugjort, er det fordi Grundtvig i denne bøn har en dybt esoterisk tilgang til julemysteriet. Sorgen i julen er korsfæstelsen, og det, Grundtvig beder om, er, at den ikke længere skal være aktiv. At sorgen slukkes betyder jo, at den billedligt ikke længere hverken brænder eller ulmer. For noget der er slukket er ikke længere.
Men så er det jo en bøn om en utopi, vil nogen nok indvende. Det kan vel være; men lad os så lige først blive enige om, hvad vi mener med dette ord. De fleste mennesker forstår ordet utopi som noget, der er umuligt. Men dybest set betyder det et sted, som ikke er, men som vi længes efter. Og med den kloge digter William Heinesens ord om, at selve længslen er pant på, at det, vi længes efter, er til, kan man jo så sige, at jo, det er rigtigt: Grundtvig beder om en utopi. Han beder dybest set om en kristendomsforståelse, hvor korsfæstelsen er fraværende, og hvor det i stedet for almindelige menneskers uvidenhed er vidende Guds engle små fra høje himmelsale, der befordrer tankeklimaet. I traditionel kristendomsforståelse er himlen noget der hører til, når vi er døde (og i moderne teologi så vidt jeg forstår ikke engang da), men i denne salme er der klart fokus på, at himlen er noget, som vi skal have til at indfinde sig her på jorden. For når englene vandrer ”op og ned på salmens tonestige”, er kommunikationskanalen mellem Gud og os åben, Herren byder på fred til dem, der higer efter den; himlens borgeled åbner sig, og da kommer ret Guds rige. Når han i næste vers beder om, at dette må ske ”før vore øjne lukkes” er der naturligvis tale om, at det er noget der skal ske, mens vi lever dette liv på jord. Her er således tale om, at vi kan komme til at aktivere et link til et liv i kærlighed og fred, et liv, hvor der ikke længere er nogen smerte. Han beder faktisk om, at den åndelige dimension må blive så aktiv i mennesker, at vi higer efter den form for liv, som nærer ånden.
Kruset kan være af ler og kagen tør, deri sig engle finde. Altså: Det er revnende ligegyldigt med det materielle arvesølv og om vi har nået at bage tolv slags julebag. Der er intet at stresse over. Det, mange oplever som en daglig lidelse, korsfæstelse i symbolsk forstand, er noget vi kan komme ud af, hvis vi virkelig vil.
Korsfæstelsen er ikke noget at stresse over. Det ved Grundtvig i dette inspirerede øjeblik. Den er der kun, så længe vi ikke higer efter Guds fred. Og Guds fred er der kun en vej til, nemlig ved selv at kunne kommunikere på salmens tonestige. Ved at have freden i sig selv.
Det egentlige julebudskab handler i esoterisk forstand således ikke så meget om et historisk jesusbarn der blev født og senere desværre korsfæstet. Det handler om, at vi på jorden, symboliseret ved betlehemsstjernen, modtog en kosmisk impuls, som Jesus udlevede kærligheden og visdommen i på det fysiske plan. Det gamle testamentes profetier om fredsfyrsten, der skal komme, og det nye testamentes evangelier, som fortæller om hans komme og liv, er esoterisk betragtet derfor ikke hovedsagelig en historie om et enkelt guddommeligt menneske, som vi så ved juletid fejrer fødslen af, men derimod om en mulighed for menneskeheden. En mulighed for virkeliggørelse af en utopi, som handler om at få et himmelsk liv på jord, forbilledligt legemliggjort som realitet ved Jesus Kristus. Denne utopi inviterer Grundvig os til sammen med ham at bede om at få virkeliggjort med ordene ”Vor Fader i Himlen! Lad det ske! Lad julesorgen slukkes!
Lad os altså komme ud af vor daglige korsfæstelse.

Er der så noget vi kan gøre selv?
Ja! Higer man efter freden, så lader man være med at være så skråsikker og dømme om både den ene og den anden. Så tilstår man, at man faktisk selv ikke ved andet, end hvad man har erfaret og læst sig til, hvilket jo ifølge sagens natur må være betydeligt mindre end summen af alt, hvad der er erfaret af de 7 miiliarder mennesker, der lever pt og endnu flere dyr samt summen af al bearbejdning af tænkning gennem tiderne. Det er faktisk yderst begrænset, hvad man kan vide. Og det man mener at vide, er måske i virkeligheden mestendels blændværk. Noget man tror eller bilder sig ind. Men man har muligheden for at lade være med at udgå fra, at sandheden for alle andre må være forkert, hvis den ikke er som lige præcis ens egen, altså simpelthen slippe ens egne forudfattede meninger, eller fortidstænkning, som en kognitionsneurolog vil kalde det, og bevæge sig ind på ”salmens tonestige”, bevæge sig derind, hvor egoet holder kæft, og hvor man har mulighed for at blive inspireret, og så vente… Så skal inspirationen nok komme inden øjnene lukkes.
Ifølge esoterikken er der imidlertid tale om et udviklingsprojekt, som strækker sig over flere tusinde år. Rent symbolsk er krybben i stalden, som Jesusbarnet begynder sit jordeliv i, i virkeligheden at forstå som det dyrerige, mennesket udvikles af, og de vise mænd, som bringer gaver, er de store verdensreligioner. Nogle vil måske synes, at det er en underlig udlægning, idet det er modsigelsesfyldt, at de eksisterende verdensreligioner skulle byde en ny velkommen. Men det skyldes, at der slet ikke er tale om en ny verdensreligion, men at der er tale et nyt bevidsthedsparadigme, som består i, at det enkelte menneske kan opfatte sig selv som et Guds barn, hvilket vil sige i højere grad et åndeligt end et fysisk væsen, eller i højere grad et kærligheds- og fredshigende menneske-menneske end et dominanstrængende dyremenneske. Altså: Ikke et pattedyr med lidt følelser og intelligens og hunger efter magt, men kærlighedsfuld og vis ånd, som benytter det fysiske legeme som et redskab til at skabe himmelsk liv på jord. Det er på den måde livet esoterisk betragtet er evigt. Og det er derfor, vi kan have historien om, at Kristus genopstod fra de døde. Han var aldrig død, og vi vil aldrig være døde. Vore kroppe kan korsfæstes, ligesom Jesu krop, men det dør det sande menneskebarn eller ånden i os ikke af. Og den bevidsthed har det mulighed for at have i levende live, hvorved frygten naturligvis vil forgå. Religioner ligeså. Og en kristen praksis vil tage over. Det er esoterisk betragtet deri det messianske projekt består, som er fælles for alle religioner. Som sådan rummer samtlige religioner esoterisk betragtet den grundtvigske juleutopi i sig, nemlig at vi vedgår os vor åndelige arv, som er det egentlige arvesølv.
Rent praktisk må der samtidig være en higen ud af tankeklimaer, som har med ihjelslagning at gøre. Vore kroppe holder op med at stræbe hinanden efter livet. Buddet ”Du må ikke slå ihjel”, er således aktivt i vort hjerte som empati med levende væsener på et sådant niveau, at vi ikke kan nænne at ihjelslå andre. Vi holder også op med at kritisere hinanden og dømme hinanden og skælde ud. Det vi har lært at kalde for de syv dødssynders tankeklima, hovmod, griskhed, utugt, misundelse, frådseri, vrede og dovenskab er noget, der degenererer. Vor fysiske krop og vort seksuelle begær vil aftage, og vi vil få nye højintellektuelle erogene zoner. Den kunst vi kender til vil ikke længere være. Kunst vil alene være af en art, hvor kreativiteten stimulerer den højere livslyst.
Jeg kender mennesker, der tænker Vorherrebevares ved tanken om et sådant himmelsk liv på jord. Boris Jeltsin skulle således efter sigende, da han besøgte de skandinaviske lande, som i virkeligheden hvad enkelte områder angår er godt på vej ind i himmeriget, have sagt, at det da var meget pæne og velfungerende lande, men at her også var ekstremt kedeligt, da her aldrig ville kunne udbryde en eneste lille krig eller revolution. Nu er netop Jeltsin måske et noget outreret eksempel, da enhver har haft mulighed for at se ham som en kluntet fyldebøtte. Men mange tendenser i vort samfund går faktisk i retning af besynderlige former for følelsesmæssigt forrående og afstumpende retninger. Eksempler? Pornografi og prostitution er f.eks. legalt. Problemet med pædofili er i tiltagende. Filmproduktionen går i den grad efter pirring af voldelig og seksuel art, at der for sådanne følsomme sjæle som mig snart ikke er en ærlig film at se. TV’2 familiejulekalender heldigvis endnu undtaget. Der udgives snart ikke andre bøger end krimier, i hvilke perversiteterne efter anmeldelserne at dømme skal ud i det totalt makabre for at være interessante. Og flere af vore politikere opfører sig mere som Herodes og Pilatusser end som Jesus. En ikke uvæsentlig del af medierne med.
Den virkelige julesorg er måske derfor, at mange af os simpelthen ikke ønsker at julesorgen skal slukkes. Mange af os får måske stadig et kick ud af korsfæstelsen, af den daglige lidelse? Jeg vil vel ikke ligefrem kalde det sadomasochisme, men det lugter i den retning.
Jeg gad egentlig vide, hvad folk tænker i kirken juleaften, når de synger ”Velkommen igen Guds engle små”?
Vorherrebevares?
Eller tænker de mon ikke noget overhovedet? Synger de bare?

Mon ikke vi misforstår det der med at skulle vende den anden kind til?

Mon ikke vi misforstår det der med at skulle vende den anden kind til?
Når kristendommen fremstår så svækket, som den gør, i denne tid, kan det måske have noget at gøre med, at vi tager udtalelsen om, at vi, når nogen slår os på den ene kind så skal vende den anden til, for bogstaveligt.
Mon ikke den også kan betyde, at vi, hvis nogen går til angreb på os, så i stedet for selv at gøre det samme, skal stoppe op og reflektere og forsøge at finde inspiration til at reagere sådan, at der vil være så lidt sandsynlighed som muligt for at volden vil fortsætte.
Det er vist en mere farbar vej end bare at lade sig slagte.
Hvis vi også forholder os til Jesu måde at tilgive på, som netop lyder ”Gå bort og synd ikke mere”, er der jo noget der tyder på, at vi i høj grad bliver undervist i at skulle korrigere fejl, ikke bare passivt lade stå til.
Jaja, jeg tænker på hende den kristne i Londons Heathrow-lufthavn, som blev fyret fordi muslimer var vrede over, at hun ikke ville læse koranen. Og jeg tænker også på alle de blinde øjne der vendes til problemet med alt for mange børn, der bliver født til og socialiseret i dyb elendighed i dette land. Disse problemer kan slet ikke løses med penge. De kan kun løses ved at vi bruger tænkepausen til at konfrontere os med de egentlige problemer… men det er som om de er tabu …

Breivik er selvfølgelig syg i sit sind!

Hvordan kan det dog gå til, at nogen kan tro, at en mand som A. Breivik, der skyder over 70 mennesker, fordi han vil have opmærksomhed på et indvandringsproblem, ikke er sindssyg? Det er mig ubegribeligt, at der findes psykiatere, som siger, at det kommer bag på dem, at han vurderes på denne måde, da han jo gennem længere tid havde planlagt begivenheden. Som om det at være intelligent og være dygtig til at manipulere skulle være ensbetydende med, at man har en sund hjerne eller et sundt sind.
Det allermest uhyggelige ved hele denne sag, synes jeg faktisk er, at ”normaliteten” i vort samfund tilsyneladende er af den opfattelse, at han er normal, men ond, og derfor skal straffes.
Han er syg. Og han skal have hjælp. Og det er der vist en hel del psykiatere og andre, der også trænger til.

Inspiration til moderne kristendom

Hvad angår ”Et Kursus i Mirakler”, Foundation for inner peace, (Sphinx)
Dansk oversættelse ved Karl Boysen, 2001, er det blevet totalt ignoreret af den danske folkekirke. Men måske gør den sig selv en bjørnetjeneste ved ikke at åbne sit sind for den tidssvarende type kristen kognitiv meditation, som der er vejledning til i dette værk.

Gennem de 21 år jeg har arbejdet med Et kursus i Mirakler, har jeg ofte oplevet, når jeg har fortalt om det til nogen, at folk slår øjnene ned eller kigger den anden vej. Som om det nærmest er lidt pinligt. I det mindste spurgte jeg ofte mig selv, om de oplevede det som pinligt. Gennem de sidste års tid har jeg også spurgt folk selv om det, når jeg har oplevet forbindelsen i en samtale pludselig blive afbrudt, når mirakelkurset blev bragt på banen. "Har du det ikke så godt med mirakelkurset?", spørger jeg måske, og adskillige, især folk der er funderet i martinuskosmologien eller antroposofien, mennesker, der tilstræber det at vide, at være bevidst, i stedet for at tro, svarer sådan direkte adspurgt: NEJ. Og de fortæller mig, at årsagen er, at de anser det for at høre til under den såkaldt gamle verdensimpuls. Høre til den impuls, der bygger på tro og ikke viden. De nævner også, at de oplever nogle energier eller grundstemninger, som de fornemmer som stærkt autoritære. Det har jeg tænkt meget over. Og jeg er nået til det resultat, at jeg godt kan forstå det. Det skyldes ikke mindst følgende, som er at finde i indledningen til arbejdsbogen: "Nogle af de ideer arbejdsbogen præsenterer, vil du finde det vanskeligt at tro på, og andre vil muligvis synes ret foruroligende. Dette betyder ikke noget. Du bliver kun bedt om at anvende ideerne som det anvises dig at gøre det. Du bliver ikke bedt om at dømme dem overhovedet. Du bliver kun bedt om at anvende dem. Det er anvendelsen af dem der vil give dem mening for dig, og som vil vise dig at de er sande. Husk kun dette: Du behøver ikke at tro på ideerne, du behøver ikke at acceptere dem, og du behøver end ikke modtage dem velvilligt. Nogle af dem vil du muligvis aktivt modsætte dig. Intet af dette betyder noget, eller nedsætter deres effektivitet. Men tillad ikke dig selv at gøre undtagelser i anvendelsen af de ideer arbejdsbogen indeholder, og uanset hvad dine reaktioner på ideerne måtte være - brug dem. Intet mere end det er nødvendigt." (Arbejdsbogen dI.in.8,9) Det kunne jo lyde som noget i retning af: "Spørg ikke hvorfor, gør det bare. Udtvær dit ego og gør ikke hvad du vil, men underkast dig mig". Jeg tror i det mindste, at nogen hører det sådan. Og jeg forstår, at nogen hører det sådan. Og jeg forstår også, at nogen har det ualmindelig dårligt med at høre det sådan. For det er jo, som om man skal være villig til at lade ens egen fri vilje feje af bordet. Det er mildest talt heller ikke noget for mig. Spørgsmålet er så, om der er en anden måde at høre det på. Det er der for mig. Jeg hører i mirakelkurset et tilbud om konsekvente og effektive tankekoncentrerende øvelser, som kan hjælpe den, der af hele sit hjerte ønsker at leve så nær som muligt en kristen meditativ praksis. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den situation Martinus befandt sig i, inden han begyndte at meditere. Han betragtede, som bekendt, sig selv som en, der følte sig beriget af Kristi nærvær, og fortæller, at han havde for vane, hvis der var et eller andet han var usikker på, hvordan han skulle forholde sig til, at spørge sig selv, hvad mon Jesus Kristus ville have gjort i denne situation. Og så plejede svaret at melde sig. Allerede første gang han mediterede, skete der så det, at han oplevede en indvielse via kristi lys, en illumination, en dåb ind i en energi, der var større end ham selv, og som gjorde, at han derefter til ethvert tidspunkt kunne stille sig et hvilket som helst spørgsmål og opleve, at svaret meldte sig. Han fik også svar, som gjorde, at han kunne se de kosmiske love helt klart, og dermed se, hvorledes den måde kristendommen blev opfattet af almenheden i tiden på kun var et naturligt udtryk for et bestemt udviklingstrin. Martinus var ikke bange for gennemlysningen og -strømningen af kristusenergi. Han var ikke bange for at miste sig selv eller sit jeg. For ham var der tydeligvis ikke tale om at forsvinde i en trosreligion; der var, i det mindste ud fra hvad jeg kan læse af forfatterskabet, i højere grad tale om at give sig lov til at opleve en eksistensform, som han i overbevidstheden var bevidst om at høre hjemme i. For ham var der således ikke tale om at miste sig selv - men om at udvide sig til at kunne føle sig hjemme i et "verdenshjem" i kosmos. Har man det på en måde, som er beslægtet hermed - nærer man et dybt og inderligt ønske om at kunne komme til at forstå og til at kunne handle i overensstemmelse med ønsket om udelukkende at gøre det, som er godt for helheden og dermed også en selv - ja, så vil jeg anbefale, at man til at begynde med gør sig den ulejlighed at læse hele kurset, tekstbog, arbejdsbog og manual for lærere igennem og gør sig nogle overvejelser i retning af, hvad det egentlig er, der er lagt frem. Kender man noget til den nyere hjerneforskning, vil man vide, at vi mennesker har mulighed for at befinde os i to forskellige biologiske systemer: 1) Det cortisole biologiske system: Et aflivende (sygdomsbefordrende) system, som vi befinder os i, når vi er i situationer, hvor vi føler os angrebet, i forsvar, på flugt eller lammede (trækker os ind i os selv), og som på det fysiske plan lader sig måle ved at hjernen sender signaler til binyrerne om at udskille stresshormonet cortisol, der har en forgiftende funktion i cellerne. Vi er i dette system blot vi foretager domme. Enhver disharmonisk følelse, fortæller os, at vi er i dette system. Føler vi således trang til at bebrejde, kritisere, er vi kede af det, deprimerede, småirriterede o.s.v. kan vi være sikre på, at vi er i dette system. Kigger vi på Martinus såkaldte "slipsesymbol", symbolet der perspektiverer de dyriske og menneskelige tankeklimaer, ser vi, at det hører med til menneskehedens nuværende udviklingstrin at befinde sig her, men også at "energisystemet" er i aftagende. 2) Det pyrokatechine biologiske system: Et belivende og sundhedsbefordrende system, som vi er i, når vi oplever en tilstand af FLOW, oftest i forbindelse med at føle sig som en del af noget som er større end en selv, via meditation, sport, musiske oplevelser og lign. - men som også kan opleves i samvær med mennesker, når man føler sig hørt. Her registreres tilstanden på det fysiske plan ved at hjernen sender signaler til binyrerne om at udskille stresshormonet pyrokatechiner, der er karakteristiske ved at elektrificere cellerne i deres inderste kerne. Jeg er overbevist om, at enhver så vil kunne se, at det ærinde mirakelkurset er ude i er at hjælpe os med at komme til at foretage det store mirakel med os selv, og som består i at bevæge sig fra det aflivende til det belivende system. At bevæge sig fra det cortisole til det pyrokatechine. Dybest set er der således tale om på det fysiske plan at ændre på hjernens kemi og elektromagnetiske aktivitetspoler - men vel at mærke gennem ændringer i måderne at tænke og føle på. Jeg har i løbet af de tyve år jeg har undervist i kurset adskillige gange oplevet, at en person fortæller mig, at hun har svært ved at forstå ideerne og de filosofisk teoretiske udredelser - og har svært ved at se hvordan øvelserne kan føre til harmoni, når hun føler sig direkte irriteret over at skulle foretage dem - og så nogle måneder senere med klare øjne, rank ryg, en udstråling som man føler sig tryg i, fortæller, at livet er blevet som forvandlet. At hun ikke oplever at kunne lade sig irritere mere, heller ikke bliver ked eller sur - men på besynderlig vis oplever inspiration i situationer, der tidligere var forbundet med kval, således at hun nu får idéer til helt andre måder at gribe "problemer" an på. Hun opdager på et eller andet tidspunkt, så sikkert som amen i kirken, også, at hun er holdt op med at tage noget som helst personligt. Og hvordan kan det så lade sig gøre? Lad mig illustrere det ved hjælp af et eksempel, f.eks. lektion nr. 46 "Gud er den Kærlighed jeg tilgiver i". Nu er det i følge kursets selvforståelse dybest set sådan at Gud aldrig tilgiver, fordi han aldrig har dømt. Enhver dom er derfor illusorisk og blot mulig, fordi vi i vor forestillingsverden opererer med domme (ligesom i buddhismen). Men eftersom vi nu opererer med den tanke, at noget overhovedet kan være kritisabelt, må vi nødvendigvis over en omvej af tilgivelse for at få harmoni oprettet i vort indre. Da der findes bestanddele i vor erfarings- og erindringsverden, som det er helt umuligt for de følelser, der hører til i krybdyrhjernen og pattedyrdelen af hjernen (amygdalasystemet og det limbiske system) at forlige sig med, er det nødvendigt, at vi for en kort stund hæver os fuldstændig over disse følelser, medens vi foretager tilgivelsen. Lad os sige, at der er en eller anden person, som har foretaget en handling, du har følt dig dybt såret ved. Du kan så f.eks. sige, at dit intellekt gerne vil tilgive hende, men at dine følelser ikke kan. Hvad så? Ja, så er du fanget af dine følelser. Neurologerne kalder det amygdalakapret, fordi det er de dyriske følelser, der overtager styringen. I det øjeblik jeg siger "Gud er den Kærlighed jeg tilgiver i", vedkender jeg mig ikke selv at være i stand til det (selv" forstået som, at mit ego ikke er i stand til det). Jeg kan altså sidde der bevidst med modstanden mod tilgivelse i mig og sige: Jeg kan ikke tilgive, men jeg har tillid til at Gud er Kærlighed, og nu afprøver jeg den idé, at jeg kan tilgive i hans kærlighed. D.v.s. at jeg samtidig med at jeg siger ordene: Gud er den Kærlighed jeg tilgiver dig, Bin Laden, i (eller mig selv i) både er bevidst om, at "jeg" ikke er i stand til at gøre det, men at det dog er muligt. Netop denne begivenhed skaber en form for omstrukturering i min hjerne, som på længere sigt, hvis en sådan begivenhed indtræffer ofte, betyder, at jeg kommer til at føle mig mindre truet - og dermed mindre urolig, mindre disharmonisk, mere tillidsfuld og derfor også mere modig og kreativ i tanke såvel som handling. Hjerneforskningen peger på, at det er i sådanne situationer, at det intuitive center i hjernen tager til; at det er da den grå zone aktiveres, hvorved vi tilslutter os en form for universel tænkning. Samtidig tager talentkernerne i amygdala og det limbiske system af, fordi de ikke bruges, og talentkernerne knyttet til den præfrontale cortex, i pandeforlapperne, tager til, fordi de bruges. Denne universelle tænkning kan kun forekomme i situationer, hvor vi er selvforglemmende. Enhver ved, at det er ekstremt svært at være selvforglemmende, hvis vi føler os truede. Det mirakelkurset gør er at tilbyde os nogle tankekoncentrationer, som bringer os ud af faretilstanden. Vore konkrete problemer løses på et abstrakt plan via øvelser, der går ud på at afkode os selv alle vore forudfattede meninger - og når vi på et tidspunkt kommer ud på den anden side, hvilket jeg vil vove den påstand at sige, at alle kan, ja, så inspireres vi på forskellige planer til at handle uden at være kapret af vore følelser men i henhold til, hvorledes harmoni i overensstemmelse med en højere grad af universel tænkning, end vort ego kan foretage, kan opstå. Stille og roligt bliver det at tilslutte sig et niveau af tænkning, der er større end ens personligheds, til automatfunktion - oftere og oftere inspireres man af den universelle tænkning. Martinus var et menneske af en sådan beskaffenhed, at han kom i forbindelse med kristusenergien første gang han mediterede. Det er nok ikke mange af os beskåret. Mirakelkurset fortæller også at have Kristus som kilde, men er et tilbud til dem, som vedkender sig tyngdeenergi i nervesystemet, og som ønsker at få ryddet op i de primitive følelsescentre med henblik på at kunne komme til at leve et liv i fred og kærlighed og komme til at overgå fra karma til dharma - fra et liv, der føles som en forbandelse til et liv der føles som velsignelse. Jeg har hørt fra oversætter og forlag, at mirakelkurset i visse kredse har fået status af hellig skrift, hvorfor udgaven også trykkes på bibelpapir og hvorfor der er verslinjer, ligesom i bibelen. Der er så vidt jeg har forstået også en del andre restriktioner i forhold til hvordan det må udgives. Det kan vel være, at der er noget hensigtsmæssigt heri. Ikke desto mindre føler jeg behov for et forord, f.eks. skrevet af neurologer og psykologer, som kunne forklare, hvorledes vi i dette tankekoncentrerende meditationskursus faktisk har et praktisk øveprogram med henblik på overgang fra at føle sig adskilt fra livets kilde og uden adgang til den til at forbinde sig med livets kilde og kunne øse af den - eller: Et anvendeligt omprogrammeringskursus i at bevæge sig fra det cortisole stresshormonsystem til det pyrokatechine - fra det aflivende liv til det belivende liv. Jeg har i mange år tænkt på, hvor hensigtsmæssigt det kunne være at benytte på såvel fængsler som hospitaler. Jeg er slet ikke i tvivl om, at livskvaliteten derved ville få et enormt løft; men så skulle der nok foreligge en introduktion, som afmystificerede kurset, så det ikke kunne opfattes som … sådan lettere gammeldags, hvilket jeg har hørt nogle antyde, at de regner det for.
Idéen er hermed videregivet som debatoplæg.