Paven og den nye Gud.

Normalt betragter protestanter katolicismen og paven som gammeldags og med en forældet tankegang. Men katolisicmen rummer rent faktisk en esoterik, som jeg dybest set anser for at være udtryk for kosmisk sandhed.
En intellektuel esoterik. Der er bare ikke mange der kender den.
F.eks. kan man i en samtalebog, der beskriver Joseph Ratzingers forhold til Gud, læse, at han ikke anser "det onde", det protestanterne kalder djævlen, for at være et selvstændigt væsen, "men blot en negation af den positive selvudfoldelses rum, der kan eksistere, fordi Gud tillader friheden i det skabte. Også mennesket lever i denne frihed, hvor vi mødes både af Guds kærlighed og modsigelse af det bekvemme selvbekræftende rum, vi så gerne vil blive i."
Det kunne Martinus vist også have skrevet.
Og det ligger helt på linje med min egen opfattelse.

Tidssvarende kristendom kan også rumme nisser - og gryler

Joakim Stender er i sit indlæg i Jyllands-Posten forleden af den opfattelse, at man ikke kan være at betragte som seriøs kristen, hvis man i juletiden også pynter op med nisser og alfer og juletræer. Synspunktet er dybest set udtryk for en fragmenteret form for tænkning, som har det kendetegn, at der i den er en overbevisning om, at udsynet fra netop ens eget trappetrin på udviklingsstigen er det eneste rigtige. Og fred være med den, der tænker sådan, men rigtigere kan det ikke blive af den grund!

Næstekærlighedsbudet, som vel er kernen i kristendommen, må enten være sandt eller falskt. Er det falskt, ja, så er verden jo nok midt i en veritabel selvdestruktionsproces, og det er da også muligt. Men er det sandt, og det er vel, hvad man må formode, at en præst anser for sandsynligt, så må denne næstekærlighed naturligvis gælde alt og alle, og dermed også nisser og alfer og andet, som vi ikke kan begribe. Stender mener så, at de slet ikke eksisterer, og at det derfor er hedensk at tro på dem.

Men kære Stender; jeg tror ikke at folk hænger nisser op, fordi de “tror” på dem. De er derimod en del af vor mentale arv, som vi har det ganske udmærket med.

Alt, som har eksisteret af væsener i vore tankeforestillinger, på mentale og følelsesmæssige planer, er jo dybest set at regne for en del af hele skaberværket, og hvis vi ikke kan medtage disse forestillinger i den verden, hvori vi har som bud at udvise næstekærlighed, forbryder vi os mod dette bud.

Stender påstår at vide, hvad der er rigtig kristendom, og at denne ikke kan rumme nisser. Jeg påstår, at Stenders kristendom slet ikke kan være kristendom, når den ikke kan opfylde næstekærlighedsbudet på en sådan måde, at det også gælder alt det, vi ikke kan se og forstå såsom nisser og alfer og livet, som leves gennem en stedsegrøn gran.

Når mange af os i denne tid pynter op med nisser, stjerner, julemænd, engle, krybber med jesusbarn og Jomfru Maria og Josef, og andre mærkelige ting, ja, selv har jeg sågar Gryla hængende (den islandske troldkælling som lever på det islandske fjeld Esja og lader sine drenge komme ned til husene og snuppe alle de uartige børn de sidste dage inden jul, så hun kan få næring til sin ondskab). Disse figurer repræsenterer fantasi med masser af moral. Denne Gryla, som jeg selv hænger op, hænger jeg jo ikke op fordi jeg tror på hende eller dyrker hende, men fordi der i hendes figur mindes om, at engang for lang tid siden, var det frygten, der gjorde, at menneskebørnene lod være med at være uartige. Hahah … nogle skønne fortællinger at give de børn, som kommer her på besøg. Godt at man ikke behøver at frygte troldkællinger eller andet længere. Det er jo det julen handler om: Der er intet at frygte!

I julen er vi netop ikke smålige. For det er det store kærlighedsbudskab, der fødtes med Jesus, som gør, at vor rummelighed kan tage til. Derfor giver vi jo også nisserne (den gamle gårdbo) grød til jul. Man kan sige, at det er symbolsk for, at vi tilgiver os selv som menneskehed vor egen ubevidste fortid.

Der er en underfundig plads til alskens gods, til alt det skæve og mærkelige, til næsten, som netop er både dyr og planter og mennesker og alt det, vi ikke kan se med vore fysiske øjne, netop i julebudskabet. Det er jo det, det handler om. Næsten er det hele omkring os. Det er derfor, vi i den kristne forestillingsverden ikke operer med fjendebilleder netop julenat. Der er ikke plads til dem, fordi hele universet denne mærkelige nat emmer af Guds kærlighed. For nu skal der jo netop være plads til alle i herberget, ikke sandt? Og selvfølgelig også Stender.

Jeg vil gerne bede dig om som præst at udvise denne kristne rummelighed. Opererer du med fjendebilleder, om så der er tale om nisser eller dem, der hænger dem op, prædiker du vel netop selv hedensk snak?

Syndere, pressen og Plummer

Arvesynden og Plummer
Jeg skrev i går på Lars Løkke Rasmussens fbside i forbindelse med at han har været til formøde med de europæiske liberale partiledere: " Kunne det ikke være en god ide på et tidspunkt at få liberalisering af kristendommen på dagsordenen, således at man kan forstå begreb...er som arvesynd og skyld i et tidssvarende perspektiv og få gjort op med forældede dogmer? Disse dogmer er jo som en møllesten om halsen på mental liberalisme ..." Niels Nørregaard svarede, at politik & religion er en farlig cocktail. Og jeg svarede på det, at det netop var min pointe, og at den statsligt opretholdte folkekirke jo netop var en sådan cocktail. Man kan spørge sig hvordan. Om den ikke er tandløs og ganske ufarlig. Men på et subtilt mentalt plan er den enormt farlig, for den giver os en identitet, som er vederstyggelig. Et eksempel på dette er en kommentar i DR 1 i aften i forbindelse med den afgående generaldirektørKkenneth Plummer. Han har udleveret fortrolige oplysninger som betalingsmiddel til en journalist for ikke at skrive om et åbenbart hemmeligt privatliv af intim karakter. Kommentatoren mente, at man drev heksejagt på Plummer, og irettesatte så os allesammen med ordene: "Vi er jo alle sammen syndere". Det er sådan en bemærkning præsterne kommer med, når de undskylder sager som overgreb og pædofili og den slags umenneskelige gerninger i præstestanden. Nu bruger medieverdenen den også. Medieverdenen bruger præsterne som sandhedsvidne. Jeg troede det var noget der udelukkende foregik i de muslimske lande. Jeg påstår, at sætningen "Vi er allesammen syndere" er et usandt udsagn. Vi er ikke alle syndere. Jeg tror faktisk ikke, at nogen af os er det. Men nogle af os er mere end uhensigtsmæssigt følelsesmæssigt afstumpede, og sådan nogle er det ikke særlig hensigtsmæssigt at have som ledere. Hverken i medieverdenen eller i politik .. Derfor er det vigtigt at få en drøftelse af hvad en frugtbar afløser for den folkekirkelige kristendom kan være. Vi opfordrer hermed til dialog om det. Lisa v. Schmalensee Magnússon.

Er sjusk ikke acceptabelt længere?

Vor tidligere sundhedsminister Jacob Axel Nielsen er sandelig kommet i fedtefadet. Men mon ikke der bare er tale om lidt sjusk? Og sådan noget er der jo nu efter Thornings totalt accepterede sjusk præcedens for er helt OK hos danske toppolitikere. Så hvad er det egentlig, der er så interessant i den sag?

Hvad sker der?

Jeg læste i søndags i Jyllands-Posten, at en jøde er blevet overfaldet i en klub i et indvandrerkvarter i Danmark, angiveligt fordi han bar en davidsstjerne om sin hals. Det er jo sådan set i min optik slemt nok, men endnu værre blev det da, da jeg læste, at en politibetjent, i forbindelse med behandling af anklagen, havde sagt til ham, at det jo sådan set var hans egen skyld, idet han (jøden) jo havde begivet sig ind i et indvandrerkvarter med en davidsstjerne om halsen.

Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde før har følt afsky for ordensmagten i Danmark. Men det gjorde jeg da. En afsky der nærmest var til at brække sig over at være nødt til at skulle rumme. Og så skammede jeg mig over at være dansker og følte rædsel langt ind i planetens magma.

Hvad er det dog der sker i dette ellers sådan temmelig civiliserede land?

Mønstret er jo fuldstændig det samme som når en voldelig mand siger til sin kone, at hun selv har været ude om de tæsk han har givet hende, idet hun har sat læbestiftsmærker på glasset, hvilket hun jo ved, at han ikke kan lide.

Det er et mønster, som, hvis nu jeg skal skære det ud i pap, udelukkende hører til, hvor forarmede mennesker lever i følelsesmæssigt slaveri. Er det det, som politiet, efter ordre fra justitsministeren vil have, at vi skal leve i?

Jeg troede at dette var et land, hvor vi anså det for noget helt naturligt at kunne bære kors, kalot, slør, davidsstjerne og et plus eller minus om halsen og tatoveringer med Odin og Thor på armen eller andre ufattelige ting på obskøne steder, uden at nogen af den grund, med juraens velsignelse, skulle kunne forbeholde sig retten til at tæske en.

Hvad i alverden siger justitsmisteren?

Vi har da sådan en, ikke?

Er vi misundelige på jøderne?

Det tilsyneladende problem mellem palæstinensere og israelere har sin rod i en begivenhed, som foregik på Abrahams tid. Det er en slags parallel til den type problem, som det enkelte menneske kan tage med sig fra barndommen og langt ind i alderdommen. Ja, dø med for den sags skyld.
Vi skal flere tusinde år tilbage i tiden. Til da jødedommen overhovedet blev til.
Da Abraham og Sara ifølge myten ikke kunne få børn, avlede Abraham nemlig en søn med sin tjenestepige. Denne dreng fik navnet Ismael. Nogle år efter kom imidlertid en engel og meddelte, at Abraham ville blive velsignet med en ægtefødt søn via sin ægtefælle Sara. En der skulle føre velsignelsen af Abraham videre.
Dette barn blev virkelig født og fik navnet Isak, som betyder "den der ler", fordi der vitterligt var meget at le af. Isak blev ikke bare født af Sara, som var en gammel kone, for hvem det ikke længere gik "på kvinders vis", han symboliserede fortsættelsen af pagten mellem Gud og det menneske, som faldt i hans smag, Abraham. Og hvorfor lige Abraham? Fordi Abraham altid valgte fredens vej og i øvrigt var bevidst om altings sammenhæng, hvilket i religiøs terminologi er ensbetydende med en gud.
Da denne ægtefødte søn var blevet født, forårsagede Sara, at Abraham fordrev tjenestepigen med den "uægte" og ikke velsignede søn Ismael. De vandrede ud i ørkenen, som blev deres, og deres efterkommere er ørkenfolket, palæstinenserne.
Der ligger således en flere tusinde år gammel jalousi i denne ørkenstamme, som etnisk dybest set er af samme oprindelse som jøderne, men rent åndeligt og mentalt bærer på et ældgammelt nag og oplevelse af uretfærdighed. Når de siger, at "vi er et fordrevet folk" er der således tale om en nedarvet erfaring, som har en vældig magt i den del af hjerneaktiviteten, som kaldes amygdala, hvor gamle primitive følelser er lagret. Følelser som har at gøre med at være angrebet, måtte forsvare sig, flygte og gå død/være i chok.
Hvis ikke vi forstår denne kollektive misundelse på et folk, der vitterligt adskiller sig fra andre ved at være velsignet med forskellige former for begavelser, der har ført menneskehedens udvikling langt videre end menneskesønner af anden oprindelse har formået, ja, så er der ingen mulighed for at løse konflikten. Så vil jøderne som fjendebillede meget vel kunne vedblive at være fjendebillede.
Mon ikke det er en god ide at stille spørgsmålet, om vi, når vi støtter bestræbelser, som ignorerer denne misundelse, er med til at forringe betingelserne for menneskehedens videnskabelige og kunstneriske elite? Og dermed menneskeheden i det hele taget?
Hvorfor tør vi ikke tage os af, at jøderne tilsyneladende rummer et mentalt og kreativt forspring, og at de øvrige arabiske grupper såvel som vi mere gumpetunge nordboere i højere grad fungerer som om vi er undfanget i søvne end ved hjælp af en engel?
Jeg tror det skyldes, at vi er druknet i en detalje. Vore hjerner fungerer i det kognitionsneurologerne kalder en feltafhængig form for tænkning, som betyder, at vi ikke formår at se problematikken i en overordnet sammenhæng. Vi kan slet ikke overskue den mentalitetshistoriske kompleksitet, så vi taler om, at der skal kunne komme nødhjælpskonvojer til Gaza. At alt andet er umenneskeligt. Og selvfølgelig skal disse nødhjælpsforsyninger komme frem. Det er slet ikke det, der er strid om. Israelerne ønsker bare at sikre sig, at der ikke samtidig kommer raketter og andre våben til Gaza, fordi de forståeligvis ikke bryder sig om som en del af dagligdagen at blive angrebet af raketter.
Det, der virkelig er umenneskeligt, er denne dybtgående misundelse og vrede. Nogle vil måske sige, at det er menneskeligt at blive vred, når man udsættes for en uretfærdighed, men tiden er inde til at skelne mellem, hvad der er dyremenneskeligt og menneskemenneskeligt. Der er stor forskel på at føle vrede mod personer og ville hævne sig på dem, hvilket er tilfældet hos pattedyr med intelligens, dyremennesker, som vi ser både blandt almindelige kriminelle, politikere og erhvervsfolk og så på at føle afsky for begivenheder og ville korrigere, så sådanne ikke opstår igen, hvilket er tilfældet for intelligente og næstekærlige mennesker i pattedyrkroppe. Vil vi gerne leve i en menneskelig verden, som stræber efter fred på jord, må vi droppe disse amygdalakapringer, og simpelthen turde iagttage en situation uden forudindtagethed.
Også palæstinensere.
For det store spørgsmål er vel, hvilke muligheder de har for at få et godt liv, og om den største forhindring for at opnå det ikke er dette frygtelige had...
Vi må vide hvori problemet består, førend vi kan løse det, og det er først når vi tør drøfte sådanne ting i den offentlige debat, at egentlig løsningsfokusering kan finde sted.

Kommunikationskurser på en dag

I disse dage snakkes der i medierne meget om, hvorvidt det er rimeligt, at topchefer indenfor det politiske liv såsom ministre og borgmestre gør ret i at bruge mellem 29 og 40 tusinde kroner på en dags kommunikationskursus.
Det kunne måske også være interessant at tale om, hvad der er specielt ved de politikere, der har været på sådan et kursus, for det er temmelig åbenlyst at efterhånden rigtig mange politikere har en fuldstændig ens attitude.
1. De smiler uanset hvad.
2. De svarer ikke på hvad de bliver spurgt om men gentager de samme tre-fire formuleringer igen og igen og lyder stemmemæssigt småirriterede gennem den smilende mund, når de gentager det samme svar for tredje eller fjerde gang, som om, at det altså nu er for komisk, at intervieweren ikke kan finde ud af, at man har svaret. (Og så en gang til for arveprins Knud-agtigt).
Mon ikke det er det samme kursus de tager på allesammen?
En af de journalister der holder sådanne kurser blev netop interviewet på TV2 i aften. Han smilte også hele tiden. Ikke bare med munden men med øjnene, eller han forsøgte at smile med øjnene ved at knibe dem sammen helt fra issen og til næseborene.
Man skal åbenbart signalere, at man er et meget tilfredst menneske uanset andre i samfundet eller rundt omkring på jorden lider på forskellige måder.
Måske tror de, der underviser i den slags kommunikation, at der er noget ophøjet ved folk, der på den måde ikke lader sig berøre af andres smerte...
Det er da også muligt at det virker sådan på nogle mennesker. Men her på gården siger vi, når dette kommunikationsmønster viser sig på skærmen. "Nå. Nu har han/hun også været på kursus".
Vi oplever det som ekstremt kunstigt og uvedkommende.
Man kan ikke på en dag lære at kommunikere. Man kan lære nogle dilettantkomedietricks, men det er noget helt andet.
Hvis man vil lære at kommunikere, må man begynde med at lære sig selv at kende og finde ud af hvad det egentlig er, man vil sige til hvem og hvornår og hvordan. Det er slet ikke så enkelt, idet vi mennesker jo har mulighed for at lade os inspirere og være spontane. Så skal vi være virkelig ærlige, nytter det ikke noget at kontrollere sig selv som de fleste politikere gør og blot repetere, hvad spindoktorerne nu har givet dem lov til at sige.
Man udstiller dybest set sig selv som en person, der er i følelsesmæssigt slaveri og er helt uden autonomi. Følelsesmæssigt slaveri af en besynderlig form for egobehagesyge, som vil gøre hvad som helst, selv fremstå som marionet, for at kunne bevare en illusorisk magtpost.
Helle Thorning var nok den første der snuppede det... Karen Ellemann foretog så denne forvandling på få dage ... og kig bare ... jeg tror desværre at vor statsminister også hoppede med på vognen. Jeg tror, at de tror, at der er stemmer i forstillelsen.
Personligt synes jeg, at Lars Løkke var meget bedre, da han var sig selv. Hvad de andre angår, gør det vist hverken fra eller til.
Nu håber jeg bare, at Per Stig Møller ikke tager på samme kursus, for så ved jeg snart ikke, hvem jeg kan holde ud at stemme på.

Lad dog præsterne sejle i deres egen syndige suppedas og os uskyldige forlade syndsparadigmet

I Jyllands-Posten i lørdags (Indland s. 6) postulerer biskop Peter Fischer-Møller fra Roskilde Stift, at vi alle er syndere, og at det er en udbredt misforståelse, at man skal være mere kristen eller ren end andre, fordi man arbejder for kirken. Kristendommen lærer os netop, påstår han, at vi alle er syndere, også præster, og at vi er elsket på trods af, at vi ikke er fuldkomne.
Det er sædelighedsforbrydelserne og pædofilisagerne, som han forsøger at få os til at forstå helt naturligt vil forekomme indenfor kirkens mure såvel som udenfor.
Men det er dybest set højst unaturligt, at rimeligt højtudviklede væsener som mennesker begår overgreb på artens afkom, idet sådanne overgreb jo umuliggør artens sunde udvikling.
Enhver, som har oplevet voksne hunde møde hvalpe, har set, at de har en naturlig hæmning overfor at gøre hvalpene noget. Har vi sunde instinkter, vil vi således udelukkende udvise en adfærd overfor vor arts børn, som kan bidrage til artens forædling. Alt andet er dybest set selvdestruktivt.
Da det væsentligste i kristendommen er kærlighedsbudet, som bl.a. indebærer, at vi skal elske Gud, helheden, over alt og næsten som os selv, er det ganske enkelt noget vrøvl at sige, at man kan være kristen og synder. For er man kristen, elsker man sin næste og kan ifølge sagens natur ikke under nogen omstændigheder nænne at begå overgreb på ham. Ellers er man ikke kristen.
At ”nåden” så er et grundvilkår for alle, uanset om man er hedning eller kristen, er en anden ting.
Jeg kender imidlertid ikke en eneste præst i dette land, som ikke holder fast i, at vi er syndere, og jeg vil derfor tillade mig at påstå, at præsterne i dette land overhovedet ikke er kristne.
Dybest set er tanken om, at man frelses i kraft af stedfortræder (troen på Jesus) en reminiscens fra hedenskaben, hvor en magt udenfor en selv afgjorde ens skæbne. Denne opfattelse er dybest set underordnet et verdenssyn, hvor det er kaos der hersker, men tager vi os af de allervæsentligste påstande i bibelen, er der ingen tvivl om, at det, at Gud er retfærdig, i moderne terminologi svarer til, at det er et ordensprincip som hersker og ikke et tilfældighedsprincip. Der hersker orden, kosmos, ikke uorden, kaos.
Når nogen forbryder sig mod kærlighedsbudet, bringer de således midlertidige tilstande af tilsyneladende kaos. Som da Gud lod det regne med ild over Sodoma og Gomorra, fordi der var nogen der, der forbrød sig nogenlunde på samme maner, som biskoppen mener hører med til at være et almindeligt syndigt menneske i dag. Men som vi kunne lære af en sådan historie, opfordres vi så det basker til ikke at gøre den slags vederstyggelige ting. Og symbolsk viste Abraham jo ved eget eksempel, at mennesket netop ikke behøvede at være syndigt. Ingen vil vel hellere påstå, at menneskesønnen, kristus, var det.
Dertil ved vi fra al forskning i lovmæssighed for udvikling i lukkede systemer, at alt bevæger sig i retning af orden, selvom tilstande i overgangsfaser tilsyneladende ser ud til at være præget af uorden.
Præsterne er med al deres snak om mennesket som syndigt med til at holde fast i tanker om uorden og er således en klods om benet på alle bestræbelser i retning af at få jorden til at være et kærligt og fredeligt sted at være. Man kan sige, at de holder fast i sodomaoggomorratilstande som naturlige og forplumrer ideen om fred på jord.
Når mennesker kan finde på at være voldelige overfor den næste generation, er der altid en årsag til det, og årsagen har at gøre med ting som er sket, og som har præget disse menneskers psyke, ikke med hvad vi er. Vi er nemlig ikke vor psyke.
Vi er alle lige så uskyldige som det nyfødte barn, som præsterne til min kolossale forundring får folk til at gå med på at tro er født syndigt.
Det er simpelthen volapyk. Set fra mit ståsted i verden er disse religiøse sekter, hvor nogen påberåber sig retten til at dømme andre som syndere, samtidig med at de repræsenterer en verdensimpuls, som oplyser om, at det er en kosmisk lovovertrædelse at dømme, intet som helst andet end galehuse.
At man rent politisk ikke forsøger at fremme alle bestræbelser på at fremelske en ikke-voldelig-kultur, altså en næstekærlig praksis, og så lader disse selvbestaltede gudsrepræsentanter sejle deres egen sø i deres egen syndige suppedas, begriber jeg ikke. Så længe vi tror, at det er en positiv del af vor kulturarv at døbe børnene ind i en syndskultur, implementerer vi jo aktivt soddomaoggomorragenet.
Hvad i alverden skal det dog gøre godt for?

Tænkning uden amygdalakapring.

Denne blog er tænkt som et forum for tænkning, som ikke er styret af amygdalakapringer. Sådan en tænkning er ifølge sagens natur selvfølgelig nærmest overmenneskelig, og det er derfor en fordel, hvis vi kan hjælpes ad; ikke gennem angreb og forsvar men derimod ved at bruge principperne fra den ikke voldelige kommunikation.
Dagligt vil jeg forsøge at forholde mig til nogle udvalgte begivenheder og tænke over dem i så stort et perspektiv som muligt.
Dette er derfor ikke en blog for folk der mener at have brug for hadeobjekter eller vil bekræftes i en bestemt opfattelse. Det er udelukkende en blog for dem, der er virkelig nysgerrige.