Kommunikationskurser på en dag

I disse dage snakkes der i medierne meget om, hvorvidt det er rimeligt, at topchefer indenfor det politiske liv såsom ministre og borgmestre gør ret i at bruge mellem 29 og 40 tusinde kroner på en dags kommunikationskursus.
Det kunne måske også være interessant at tale om, hvad der er specielt ved de politikere, der har været på sådan et kursus, for det er temmelig åbenlyst at efterhånden rigtig mange politikere har en fuldstændig ens attitude.
1. De smiler uanset hvad.
2. De svarer ikke på hvad de bliver spurgt om men gentager de samme tre-fire formuleringer igen og igen og lyder stemmemæssigt småirriterede gennem den smilende mund, når de gentager det samme svar for tredje eller fjerde gang, som om, at det altså nu er for komisk, at intervieweren ikke kan finde ud af, at man har svaret. (Og så en gang til for arveprins Knud-agtigt).
Mon ikke det er det samme kursus de tager på allesammen?
En af de journalister der holder sådanne kurser blev netop interviewet på TV2 i aften. Han smilte også hele tiden. Ikke bare med munden men med øjnene, eller han forsøgte at smile med øjnene ved at knibe dem sammen helt fra issen og til næseborene.
Man skal åbenbart signalere, at man er et meget tilfredst menneske uanset andre i samfundet eller rundt omkring på jorden lider på forskellige måder.
Måske tror de, der underviser i den slags kommunikation, at der er noget ophøjet ved folk, der på den måde ikke lader sig berøre af andres smerte...
Det er da også muligt at det virker sådan på nogle mennesker. Men her på gården siger vi, når dette kommunikationsmønster viser sig på skærmen. "Nå. Nu har han/hun også været på kursus".
Vi oplever det som ekstremt kunstigt og uvedkommende.
Man kan ikke på en dag lære at kommunikere. Man kan lære nogle dilettantkomedietricks, men det er noget helt andet.
Hvis man vil lære at kommunikere, må man begynde med at lære sig selv at kende og finde ud af hvad det egentlig er, man vil sige til hvem og hvornår og hvordan. Det er slet ikke så enkelt, idet vi mennesker jo har mulighed for at lade os inspirere og være spontane. Så skal vi være virkelig ærlige, nytter det ikke noget at kontrollere sig selv som de fleste politikere gør og blot repetere, hvad spindoktorerne nu har givet dem lov til at sige.
Man udstiller dybest set sig selv som en person, der er i følelsesmæssigt slaveri og er helt uden autonomi. Følelsesmæssigt slaveri af en besynderlig form for egobehagesyge, som vil gøre hvad som helst, selv fremstå som marionet, for at kunne bevare en illusorisk magtpost.
Helle Thorning var nok den første der snuppede det... Karen Ellemann foretog så denne forvandling på få dage ... og kig bare ... jeg tror desværre at vor statsminister også hoppede med på vognen. Jeg tror, at de tror, at der er stemmer i forstillelsen.
Personligt synes jeg, at Lars Løkke var meget bedre, da han var sig selv. Hvad de andre angår, gør det vist hverken fra eller til.
Nu håber jeg bare, at Per Stig Møller ikke tager på samme kursus, for så ved jeg snart ikke, hvem jeg kan holde ud at stemme på.

Lad dog præsterne sejle i deres egen syndige suppedas og os uskyldige forlade syndsparadigmet

I Jyllands-Posten i lørdags (Indland s. 6) postulerer biskop Peter Fischer-Møller fra Roskilde Stift, at vi alle er syndere, og at det er en udbredt misforståelse, at man skal være mere kristen eller ren end andre, fordi man arbejder for kirken. Kristendommen lærer os netop, påstår han, at vi alle er syndere, også præster, og at vi er elsket på trods af, at vi ikke er fuldkomne.
Det er sædelighedsforbrydelserne og pædofilisagerne, som han forsøger at få os til at forstå helt naturligt vil forekomme indenfor kirkens mure såvel som udenfor.
Men det er dybest set højst unaturligt, at rimeligt højtudviklede væsener som mennesker begår overgreb på artens afkom, idet sådanne overgreb jo umuliggør artens sunde udvikling.
Enhver, som har oplevet voksne hunde møde hvalpe, har set, at de har en naturlig hæmning overfor at gøre hvalpene noget. Har vi sunde instinkter, vil vi således udelukkende udvise en adfærd overfor vor arts børn, som kan bidrage til artens forædling. Alt andet er dybest set selvdestruktivt.
Da det væsentligste i kristendommen er kærlighedsbudet, som bl.a. indebærer, at vi skal elske Gud, helheden, over alt og næsten som os selv, er det ganske enkelt noget vrøvl at sige, at man kan være kristen og synder. For er man kristen, elsker man sin næste og kan ifølge sagens natur ikke under nogen omstændigheder nænne at begå overgreb på ham. Ellers er man ikke kristen.
At ”nåden” så er et grundvilkår for alle, uanset om man er hedning eller kristen, er en anden ting.
Jeg kender imidlertid ikke en eneste præst i dette land, som ikke holder fast i, at vi er syndere, og jeg vil derfor tillade mig at påstå, at præsterne i dette land overhovedet ikke er kristne.
Dybest set er tanken om, at man frelses i kraft af stedfortræder (troen på Jesus) en reminiscens fra hedenskaben, hvor en magt udenfor en selv afgjorde ens skæbne. Denne opfattelse er dybest set underordnet et verdenssyn, hvor det er kaos der hersker, men tager vi os af de allervæsentligste påstande i bibelen, er der ingen tvivl om, at det, at Gud er retfærdig, i moderne terminologi svarer til, at det er et ordensprincip som hersker og ikke et tilfældighedsprincip. Der hersker orden, kosmos, ikke uorden, kaos.
Når nogen forbryder sig mod kærlighedsbudet, bringer de således midlertidige tilstande af tilsyneladende kaos. Som da Gud lod det regne med ild over Sodoma og Gomorra, fordi der var nogen der, der forbrød sig nogenlunde på samme maner, som biskoppen mener hører med til at være et almindeligt syndigt menneske i dag. Men som vi kunne lære af en sådan historie, opfordres vi så det basker til ikke at gøre den slags vederstyggelige ting. Og symbolsk viste Abraham jo ved eget eksempel, at mennesket netop ikke behøvede at være syndigt. Ingen vil vel hellere påstå, at menneskesønnen, kristus, var det.
Dertil ved vi fra al forskning i lovmæssighed for udvikling i lukkede systemer, at alt bevæger sig i retning af orden, selvom tilstande i overgangsfaser tilsyneladende ser ud til at være præget af uorden.
Præsterne er med al deres snak om mennesket som syndigt med til at holde fast i tanker om uorden og er således en klods om benet på alle bestræbelser i retning af at få jorden til at være et kærligt og fredeligt sted at være. Man kan sige, at de holder fast i sodomaoggomorratilstande som naturlige og forplumrer ideen om fred på jord.
Når mennesker kan finde på at være voldelige overfor den næste generation, er der altid en årsag til det, og årsagen har at gøre med ting som er sket, og som har præget disse menneskers psyke, ikke med hvad vi er. Vi er nemlig ikke vor psyke.
Vi er alle lige så uskyldige som det nyfødte barn, som præsterne til min kolossale forundring får folk til at gå med på at tro er født syndigt.
Det er simpelthen volapyk. Set fra mit ståsted i verden er disse religiøse sekter, hvor nogen påberåber sig retten til at dømme andre som syndere, samtidig med at de repræsenterer en verdensimpuls, som oplyser om, at det er en kosmisk lovovertrædelse at dømme, intet som helst andet end galehuse.
At man rent politisk ikke forsøger at fremme alle bestræbelser på at fremelske en ikke-voldelig-kultur, altså en næstekærlig praksis, og så lader disse selvbestaltede gudsrepræsentanter sejle deres egen sø i deres egen syndige suppedas, begriber jeg ikke. Så længe vi tror, at det er en positiv del af vor kulturarv at døbe børnene ind i en syndskultur, implementerer vi jo aktivt soddomaoggomorragenet.
Hvad i alverden skal det dog gøre godt for?

Tænkning uden amygdalakapring.

Denne blog er tænkt som et forum for tænkning, som ikke er styret af amygdalakapringer. Sådan en tænkning er ifølge sagens natur selvfølgelig nærmest overmenneskelig, og det er derfor en fordel, hvis vi kan hjælpes ad; ikke gennem angreb og forsvar men derimod ved at bruge principperne fra den ikke voldelige kommunikation.
Dagligt vil jeg forsøge at forholde mig til nogle udvalgte begivenheder og tænke over dem i så stort et perspektiv som muligt.
Dette er derfor ikke en blog for folk der mener at have brug for hadeobjekter eller vil bekræftes i en bestemt opfattelse. Det er udelukkende en blog for dem, der er virkelig nysgerrige.