Kommunikationskurser på en dag

I disse dage snakkes der i medierne meget om, hvorvidt det er rimeligt, at topchefer indenfor det politiske liv såsom ministre og borgmestre gør ret i at bruge mellem 29 og 40 tusinde kroner på en dags kommunikationskursus.
Det kunne måske også være interessant at tale om, hvad der er specielt ved de politikere, der har været på sådan et kursus, for det er temmelig åbenlyst at efterhånden rigtig mange politikere har en fuldstændig ens attitude.
1. De smiler uanset hvad.
2. De svarer ikke på hvad de bliver spurgt om men gentager de samme tre-fire formuleringer igen og igen og lyder stemmemæssigt småirriterede gennem den smilende mund, når de gentager det samme svar for tredje eller fjerde gang, som om, at det altså nu er for komisk, at intervieweren ikke kan finde ud af, at man har svaret. (Og så en gang til for arveprins Knud-agtigt).
Mon ikke det er det samme kursus de tager på allesammen?
En af de journalister der holder sådanne kurser blev netop interviewet på TV2 i aften. Han smilte også hele tiden. Ikke bare med munden men med øjnene, eller han forsøgte at smile med øjnene ved at knibe dem sammen helt fra issen og til næseborene.
Man skal åbenbart signalere, at man er et meget tilfredst menneske uanset andre i samfundet eller rundt omkring på jorden lider på forskellige måder.
Måske tror de, der underviser i den slags kommunikation, at der er noget ophøjet ved folk, der på den måde ikke lader sig berøre af andres smerte...
Det er da også muligt at det virker sådan på nogle mennesker. Men her på gården siger vi, når dette kommunikationsmønster viser sig på skærmen. "Nå. Nu har han/hun også været på kursus".
Vi oplever det som ekstremt kunstigt og uvedkommende.
Man kan ikke på en dag lære at kommunikere. Man kan lære nogle dilettantkomedietricks, men det er noget helt andet.
Hvis man vil lære at kommunikere, må man begynde med at lære sig selv at kende og finde ud af hvad det egentlig er, man vil sige til hvem og hvornår og hvordan. Det er slet ikke så enkelt, idet vi mennesker jo har mulighed for at lade os inspirere og være spontane. Så skal vi være virkelig ærlige, nytter det ikke noget at kontrollere sig selv som de fleste politikere gør og blot repetere, hvad spindoktorerne nu har givet dem lov til at sige.
Man udstiller dybest set sig selv som en person, der er i følelsesmæssigt slaveri og er helt uden autonomi. Følelsesmæssigt slaveri af en besynderlig form for egobehagesyge, som vil gøre hvad som helst, selv fremstå som marionet, for at kunne bevare en illusorisk magtpost.
Helle Thorning var nok den første der snuppede det... Karen Ellemann foretog så denne forvandling på få dage ... og kig bare ... jeg tror desværre at vor statsminister også hoppede med på vognen. Jeg tror, at de tror, at der er stemmer i forstillelsen.
Personligt synes jeg, at Lars Løkke var meget bedre, da han var sig selv. Hvad de andre angår, gør det vist hverken fra eller til.
Nu håber jeg bare, at Per Stig Møller ikke tager på samme kursus, for så ved jeg snart ikke, hvem jeg kan holde ud at stemme på.