Den ny belivende pædagogik er en konfronterende pædagogik.

I forbindelse med meddelelsen om, at vi påtænker at starte en ny skole, den vi indtil videre kalder belx&y-skolen, som tager udgangspunkt i martinuskosmologien og den konstruktive og belivende kommunikation, er jeg blevet kontaktet af en del mennesker, som tilbyder at ville undervise i martinuskosmologi. Jeg er meget taknemmelig for interessen og imødekommenheden, men jeg ser også nødvendigheden af at præcisere, hvorfor alle, der er involverede i skolens dagligliv, skal beherske den konstruktive og belivende kommunikation.

Nogle vil måske indvende, at eftersom Martinus jo ikke kendte til den, kan den vel ikke have noget med hans kosmologiske analyser at gøre. Nej, er svaret. Det har den heller ikke på den måde. Den har imidlertid med dem at gøre på en anden måde.

Lad os huske på, at Martinus’ analyser alene peger på en lovmæssighed, som virker gennem alt i universet. Den rummer overhovedet ikke en pædagogisk praksis. Som alle, der kender bare en smule til Martinus vil vide, har han sågar udtalt, at han hellere vil være sammen med en glad kødspiser end en sur vegetar, og jeg har da også mødt tilstrækkelig mange bitre mennesker, som hører til under ”sagen” til at jeg giver ham ret. Det er altid mere belivende at være sammen med glade og taknemmelige end sure og bitre mennesker. Men der var aldrig fordømmelse af nogen art fra hans side, for han forstod jo, at enhver handling havde en årsag, og at intet menneske i sig selv var ophav til nogen som helst ”ond” gerning.

Man kan sagtens kende til samtlige analyser og alligevel ikke have essensen af konsekvenserne i rygmarven så at sige. Ikke have dem implementeret. Ikke have dem som automatfunktion. Og det er jo også helt naturligt og helt forståeligt. Derfor kan man sagtens kende til analyserne og alligevel dømme andre mennesker. Når man gør det, oplever man ikke disse menneskers handlinger som ubehagelige goder, man har for som lektie.

Den pædagogik, som vi vil forsøge at praktisere på belx&y-skolen, tager udgangspunkt i, at alt hvad der sker i vort liv, er noget, vi kan lære af. Oplever vi ubehag ved noget, ja, så er der et eller andet, som skal korrigeres, og vi må finde ud af hvad og hvordan. Opleves der omvendt behag, ja, så er der noget, som vi kan gøre meget klogt i at udvikle og komme til at gøre meget mere af.

Martinus skriver i sine analyser, at vi på vej til det rigtige menneskerige, altså i reanimationsprocessen, hvor vi fornyer os selv rent åndeligt i bestræbelserne på at opnå fred på jord, vil komme til at se mange forskellige slags nye pædagogiske redskaber blive udviklet.

Den belivende pædagogik er et af disse, og den har som udgangspunkt det pædagogiske formål at fremme alle processer, som skaber FLOW i vort stresshormonsystem. De eksisterende pædagogiske metoder gør det ikke i tilstrækkeligt omfang.

Hvis vi kigger på, hvad der er af pædagogiske metoder, kan vi inddele dem i to hoveblokke, hvoraf den ene som udgangspunkt fordrer lydighed og den anden lader stå til. Man kan egentlig sige, at den ene har sin inspiration rent mentalitetshistorisk fra det gammeltestamentlige eller endog prægammeltestamentlige, altså hedenske, ”du må ikke”-paradigme, hvor der er straf i vente til den skyldige, (et paradigme vort retsvæsen i en vis udstrækning også baserer sig på, således taler mange jo om, at der, for at ens retsbevidsthed kan være intakt, må falde straf over de skyldige) og så et nytestamentligt, hvor vi i princippet skal elske vor næste, men hvor det pædagogiske redskab består i at vende den anden kind til og tilgive. Man kan sige, at det udmunder sig i den henholdsvis straffende pædagogik og den anerkendende pædagogik.

Hvor ser vi dem? Hvor som helst der fordres lydighed, har vi den prætestamentlige bevidsthed og ældste gammeltestamentlige bevidsthed, hvor som helst der tilgives og lades stå til den nyere gammeltestamentlige og nytestamentlige bevidsthed. Begge varianter findes her i landet, hvor lydighedsdimensionen vel er størst i de muslimske koranskoler og det anerkendende princip i de moderne folkeskoler. Nå muslimer således hellere vil have deres børn i en katolsk friskole end en almindelig folkeskole, er årsagen således altid, at der i disse er mere af det, de kalder disciplin, men det er et udtryk der dækker over lydighed.

Den belivende pædagogik tager sit udgangspunkt i det tredje testamentes forståelse af, at ordene på korset ”Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør” giver os en oplysning om, at det går gruelig galt, når man ikke ved, hvad man gør, for vi bliver jo korsfæstet af det, vi kommer til at lide under det, hvorfor det naturligvis er en stor lise for den menneskelige sjæl at komme til at vide, hvad det egentlig er, vi går rundt og gør. Derfor skal alle, der arbejder på skolen, hver gang vedkommende kommunikerer, vide, hvad det, man tænker, siger og gør kan have af virkning, og om denne virkning er gunstig for opnåelse af fred på jord, så at sige.

Til dette brug er den ikke voldelige kommunikation enormt anvendelig. Men min erfaring er, at den ikke kan stå alene. Den bliver hjælpeløs og kan virke afstumpet, hvis ikke den bruges i en dybere psykologisk og kosmologisk forståelse.

Den ikke voldelige kommunikation opererer med, at man har en indre sjakal og en indre giraf, og formålet er at få aktiveret og brugt giraffen, den forstående og kærlige med overblik, så meget som muligt. Efter at have arbejdet med konceptet nogle år, kunne jeg se, at det ikke gik bare at operere med, at man har denne indre sjakal. Man er nødt til at forstå, at denne såkaldt indre sjakal er reminiscenser af dele af oplevelser langt tilbage i barndommen. Oplevelser som har aflejret sig som delpersonligheder, hvilket Jung har arbejdet dybtgående med og Ole Vedfelt herhjemme også har beskæftiget sig med på yderst seriøs vis. Det basale i disse delpersonligheder dannes, mens vi er børn, og eftersom børn, når de er helt små, ganske enkelt spejler deres omgivelser, er formålet med pædagogikken i børnehaven at få børnene til at spejle en mangfoldighed af begivenheder, som imidlertid har det til fælles, at de alle ender godt, således at børnene får nogle indre facitter af at føle sig velkomne i denne verden og af, at man altid kan nære tillid til, at alt ender godt. Er de kommet ud af denne første barndomsperiode med disse facitter, vil de være i stand til at gå den næste fase, som er grundskoleniveauet, igennem med stor appetit på indlæring.

I denne periode er det vigtigt, at barnets indre forestillingsevne får lov til at udvikle sig optimalt. Steiner har gjort sig mange tanker om måder dette kan ske på, og jeg er dybt inspireret af dem og ser hvor fantastiske redskaber, der ligger i hans indsigter. Men han har hovedsagelig fokuseret på børn, der så at sige er inkarneret med svækkede talentkerner, og han har ikke taget højde for, at børn gennemgår forskellige temaer i denne repetitionsfase, selvom de har samme alder. Afhængigt af hvorledes de tidligere inkarnationer har været, har man jo, i henhold til logikken i kosmologien, forskellige niveauer af talenter med sig i sjælens rejsekuffert. Nogle børn er ganske enkelt mere mentale end andre fra barnsben af, og jeg tror det er overmåde vigtigt at forstå, at mentale eller det man i gamle dage kaldte boglige evner, rent faktisk også kan være yderst kreative, hvis man stimulerer dem rigtigt. Min egen datter, som gik på Bernadotteskolen i de første grundskoleår og var meget glad for det, viste sig at blomstre helt ekstraordinært tankevækkende, da hun som 11-årig kom i en såkaldt sort boglig skole i et helt fremmed land med et helt fremmed sprog (islandsk), alene fordi hendes mentale evner pludselig blev set og mødt og stimuleret. Jeg kan også huske at en af lektorerne på dansk, Pil Dahlerup, på et tidspunkt fortalte, at Bernadotteskolen havde været det helt rigtige for søsteren Ulla, happeningpigen, der ikke var så mental, men slet ikke havde været rar for hende selv, der var hovedsagelig mentalt funderet.

Når man kender martinuskosmologien ved man, at nye erogene zoner på et tidspunkt opstår i det mentale område. Det vil altså på et tidspunkt blive sjovt også for børn at tænke. Ikke bare dagdrømme følelsesmæssige fantasier, men tænke. Bliver barnet imidlertid ikke hørt og set som netop det barn det er, med det det nu engang har med sig i sin helt særlige rygsæk, og med et bevidsthedsniveau, som det ikke på nogen måde selv kan tage ansvaret for, ja, så vil det uanset hvad komme til at lære enten under det ældste gammeltestamentlige paradigme (lydighedsparadigmet) eller nytestamentlige (laden stå til).

Det er det jeg mener med, at barnet må opleve at meningen tager til. Meningen for det enkelte barn af at være lige præcis på dette sted og gøre netop disse ting.

For et kunne møde børn tilstrækkelig klart, er det vigtigt, at man kender sig selv krystalklart, og at man kender de andre voksne på skolen krystalklart. Dermed kan samarbejdet komme til at foregå på en måde, hvor noget aldrig fejes under gulvtæppet, men hvor ethvert ubehageligt gode til enhver tid tages alvorligt som en kosmisk meningsfuld udfordring, der har en årsag, som har med os selv at gøre, og som vi egentlig anser det for at være vor hellige pligt at korrigere så godt vi kan.

Derfor vil et sådant begreb som sladder heller ikke eksistere på skolen. Det befinder sig i samme bevidsthedsparadigme som lydighed. Når det er blevet anset for ufint at sladre om andre børn, skyldes det, at man derved har kunnet komme til at sætte andre i et dårligt lys, som undertiden kunne påføre dem straf. Men i bel&x-skolen er det straffende univers ikke-eksisterende.

Vi tager det alvorligt, at når nogen har gjort noget, som et barn på skolen har det dårligt med, så er det rigtigt at fortælle om den iagttagelse man har gjort til en voksen – og om sine følelser, og om sine behov, og om hvad der skal til for at få det dækket. Så lytter vi også til den anden part. Det er godt at fortælle om, så det ubehagelige gode kan komme i lyset og blive undersøgt nøje, så man kan forhindre at det sker igen. Det, der er ubehageligt for en i fællesskabet, er ubehageligt for alle i fællesskabet. Så det drejer sig om at finde løsninger, som alle i fællesskabet kan have det godt med.

Det er på den måde, at vi kan hjælpe begyndelsen til det homokratiske samfund på vej rent pædagogisk.

Det er også grunden til, at vi vil arbejde i ad hoc grupper. Da børn er forskellige, oplever de ikke alle højst grad af behag ved nødvendigvis at være sammen med de samme i alle fag. Nogle er interesserede i hvor langt der er til månen og til Solen allerede i 2. klasse, andre har endnu ikke for alvor forstået hvad en kilometer er.

På denne måde kan man sige, at belivende pædagogik er en yderst konfronterende pædagogik og meget forskellig fra både den straffende og den anerkendende. Ethvert ubehageligt gode behandles nemlig præcis som den nihovedede hydra i herkulesmyten. Det nytter hverken at hugge et hoved af, for så kommer der bare to nye i stedet, eller at ignorere den, for så bliver man ved at tro, at den er der og derfor også med at frygte den. Nej. Den må op i lyset, så man kan se, at der bare er tale om virkninger af årsager, som ingen dybest set ønsker, men som bare er resultatet af gentagelser af fejltagelser grundet misforståelser, og så skvatter den sammen og viser sig bare at være summen af de ønsker, som lige nu er nul. Og ubehaget er væk, for så er der intet at frygte mere.

Det er en pædagogisk praksis, som kræver stor erfaring af lærere og pædagoger. Det teoretiske grundlag er beskrevet i min bog ”Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne”.

Hvorfor denne panik over tanken om et ministerium for livsanskuelser?

SF’s gruppeformand og kirkeordfører, Pernille Vigsø Bagge har stillet et lovforslag om, at kirkeministeriet skal have en ny funktion som ministerium for livsanskuelser, og alle er i oprør. Hånlatteren gungrer af sted i medierne, og frygten for at miste stemmer får så vidt jeg er orienteret samtlige politikere til at håne med. For åhhh, hvor latterligt man dog synes, at det er.

Jeg tror imidlertid ikke på, at alle politikere virkelig mener, at det er en dårlig ide. Jeg nægter at tro, at det kan være sandt! Og jeg gør det heller ikke. Jeg synes faktisk, at det er et ualmindelig intelligent og perspektivrigt forslag. Hvorfor så det?

Ja. Blandt andet fordi jeg kender mange, som vil kunne få glæde af det.

Hvem? Muslimerne? Det ved jeg ikke, og det interesserer mig ikke. Trosreligioner interesserer mig ikke. PVB siger endvidere, at hun ikke har nævnt muslimerne med et ord. Jeg hæfter mig ved, at der ikke er tale om et ministerium for religioner eller trossamfund, men et ministerium for netop livsanskuelser. Det er da det, et fremtidsorienteret fredselskende samfund har brug for som redskab, hvis den åndelige udvikling ikke skal gå totalt i stå. Derved er det jo et ministerium for både dem, der kan tro, og dem der har mistet evnen til at tro i traditionel forstand. Dem der har mistet deres barnetro så at sige. Men som jo rummer evne til logisk tænkning og kan have en erkendelse af, at der virker en slags logos, et ordnende princip, kosmiske love, en guddommelig kraft, man kan kalde det så meget (ord er dybest set noget billigt skidt, fordi de lader sig manipulere med), som man gerne på en fordomsfri måde vil kunne studere i fred og ro og i et meningsfuldt fællesskab. Og som i øvrigt også finder stor inspiration i kristusmentaliteten, som den er beskrevet i evangelierne.

Som formand for en forening, der hedder Det Belivende, og som ikke er et trossamfund, men et erkendelsesforum, har jeg flere gange kontaktet kirkeministeriet i ønske om at få en dialog angående såkaldt kulturkristne, som er medlemmer af folkekirken, men som ikke kommer i den eller bruger den, da de ikke føler sig hjemme der. Både Birthe Rønn Hornbech og Manu Sareen har afvist vore ønsker. Birthe Rønn Hornbech af den grund, at vi ikke er et trossamfund, og Manu Sareen af den grund, at alle andre trossamfund end kirken hører til andre steder. Birthe Rønn Hornbech, som jeg af venner, der er venstrefolk, havde fået at vide var et skarpt intellektuelt og åbent hoved, sendte jeg endvidere noget litteratur, så hun fik mulighed for at sætte sig ind i tankegangen bag den type kulturkristne, som har det svært med det kultiske i folkekirkens ritualer og ceremonier. Den returnerede hun imidlertid ulæst.

At afvise mennesker, som har en kristen livsanskuelse, men som i højere grad betragter Kristus som et ideal end et idol, altså i højere grad som en inspirationskilde end en guru, der skal tilbedes, anser jeg så til gengæld for ikke bare komisk men også tragisk, al den stund at både ateister og kulturkristne, som ganske vist har mistet barnetroen og ved for meget om hvordan hjernen fungerer til at vi kan stå og tale om djævelen i trosbekendelsen eller tro på frelse via stedfortræder, dog også dør og skal begraves. Også vi gifter os. Nogle af os endog indtil flere gange. Og også vi har behov for sammenhænge, hvori der er fællesskaber af åndelig karakter.

Hvorfor vi, fordi vi mener at vide noget om hjernen ikke kan afsige trosbekendelsen? Af den enkle grund, såmænd, at vi anser den eneste djævel der findes for at være mangel på bevidsthed om vor egen krybdyrhjernes magt. Den eneste hornede der findes er vor egen primitivitet, alle den slags adfærdsmønstre, der kommer frem som det man også kalder de syv dødssynder. Den såkaldte djævel er en amygdalakapring. Hånlatter er en sådan amygdalakapring. Den er aktiv, når man føler sig truet. Da går man til angreb eller forsvarer sig eller flygter eller går død (bliver deprimeret). Og den har intet at gøre med tænkning i egentlig forstand. Man kan faktisk godt arbejde med sit tankemønster, med sin bevidsthed, på en sådan måde, at amygdalakapringerne tager af. Samtidig med at det sker, tager evnen til at finde løsninger til.

Hvis mediernes repræsentanter og politikerne med virkelig ville tænke, når de hørte et nyt lovforslag som Pernilles, så skulle de jo spørge hende ud om hvad hun egentlig mente, hvad hun havde tænkt sig at det skulle føre i retning af o.s.v. Men det gør man ikke. Man slår med halen som en krokodille og griner ondskabsfuldt. Og hvad gør Pernille? Ja, hun forstår åbenbart på sine chefer, at alle ler hende ud på grund af et selvmål.

På længere sigt kan det dog meget vel tænkes, at vor frygt for muslimernes overtagelse af den vesteuropæiske kultur meget vel kan vise sig at være en forhindring i at tænke i egentlig forstand og dermed løse det muslimske problem. Vi løser det ikke ved at låse vor egen åndelige udvikling fast i de dogmer, som pt afgør, hvad der er kristelighed her til lands eller ej. Dermed inviterer vi dybest set til fætter-kusine-fest med det muslimske broderskab.

Velbekomme. Selv melder jeg afbud.

Vázlav Havel er mere aktuel end nogensinde!

Så døde Vazlav Havel. Vel den mærkeligste politiker verden har set. Og mest intellektuelle, om end aldrig forstået af danske såkaldt venstreintellektuelle.



Ingen politiker har vel skilt sig mere ud fra mængden end netop han. Dels fordi han aldrig var i magtkamp med nogen, dels fordi han prædikede kosmologi. Hvad for noget? Ja.

Han har således flere gange i forskellige sammenhænge udtalt, at han egentlig kun kan træffe en beslutning han er tilfreds med, når den træffes i et kosmologisk perspektiv, og at hele hans indstilling til livet og til sit ansvar som præsident i Tjekkiet tog sit udgangspunkt i en kosmologisk verdensanskuelse. Han er citeret for sådanne udtalelser i den almindelige dagspresse, men det er mig bekendt aldrig blevet uddybet, hvad det betyder. Udtalelserne er tilsyneladende ikke rigtig blevet begrebet; har vel mest haft den funktion at placere ham som en eksotisk intellektuel. Jeg har i det mindste aldrig hørt nogen nedgøre ham, selvom martinuskosmologien, som var Havels kosmologi, herhjemme vist anses for lige så lidt stueren som DF. Der var da også bifald, da han i et foredrag på Stanford Universitet i september 1994 bl.a. pointerede: ”Demokrati uden spiritualitet er håbløst umodent. Vi behøver en spirituel renæssance for at afværge konflikter mellem civilisationerne.”

Det er skæbnens ironi, at mange såkaldt intellektuelle, som kun har lovord tilovers for Vázlav Havel, i samtiden udtrykte fjendsk hård kritik og dyb skepsis overfor en politisk praksis, som han netop har opfordret til.

Jeg tænker ikke mindst på talen han holdt i Wien på Europarådets topmøde i 1994 samt til talen han holdt i Independence Hall den 4. juli samme år, hvor han pointerede, at hvis den vestlige verdens politikere mente noget med deres formulerede ambitioner om at ville gøre en indsats for at få fred på jorden, måtte de nødvendigvis påtage sig ansvaret for ganske enkelt at arrestere diktatorerne og fjerne dem. Han foreslog konkret, at det nye verdenssamfund tog dem i sin varetægt og isolerede dem sammen med deres proselytter i Sibirien, således at de pågældende landes befolkninger kunne nå til en sådan gennemsnitsudvikling, at demokrati blev en naturlig ting at leve i for dem.

Hans synspunkt var, at befolkningerne ikke ville have mulighed for at udvikle sig og nå til et bevidsthedstrin, hvori demokrati overhovedet indgik som en realitetsbetonet mulighed, som de kunne turde ville vælge, så længe diktatorerne og disses proselytter kunne holde befolkningen i en mentalt begrænsende tilstand af frygt. Vi ville så vedblive at have lydige og ikke frie befolkningsgrupper, og dermed vedblivende udsætte såvel dem selv såvel som resten af verden for den fare, der altid er forbundet med at befolkninger holdes i slaveri.

Han var også inde på, at han opfattede det som medansvar fra vor side, når vi indgik kompromisser med diktatorerne, f.eks. indgik aftaler om, at de i en given periode kun måtte udføre halvdelen af den slags forbrydelser, som de udførte nu, idet vi hermed stemplede diktaturet som i et begrænset omfang acceptabelt. Han talte om, at vi hermed bidrog til at forlænge pinen for dem, der blev holdt i den undertrykte tilstand.

Han gik ikke ind for straf, men ønskede i stedet en bevidsthedsmæssig konfrontation, afklaring og efterfølgende korrektion af en art, som i sin dybeste konsekvens er en parallel til det kristne begreb soning, d.v.s. i den betydning, at hver soner egen brøde, og der altså ikke er tale om soning ved stedfortræder gennem tilbedelse af nogen. Det er årsags- og virkningsprincippet han opfordrede verden til at konfrontere sig med.

Da jeg læste hans tale i en dansk avis umiddelbart efter konferencen, blev jeg slået af den klare logik i talen. Er der en tyran i en familie, som forpester livet for samtlige familiemedlemmer, eller en psykopat i ledelsen på en virksomhed, er der jo heller ikke andet at gøre end at fjerne den pågældende. Enhver der arbejder med socialpolitik eller personalepolitik ved det. I familiepolitik er det ofte den svageste, som der begås overgreb på, nemlig barnet, der tvangsfjernes, men er det en stor del af befolkningen, der begås overgreb på, er det naturligvis nemmere at fjerne den, der begår overgrebet, end alle dem, der er offer for overgrebet: Alle dem, der er flygtninge, eller er på vej til at blive potentielle flygtninge.

Havels pointe, som i sin overordnede enkelhed går ud på at bidrage til, at der kommer sådanne tilstande i de enkelte lande, at ingen har behov for at skulle flygte, rummede uden tvivl for ethvert logisk tænkende menneske løsningen. Men hans opfordring blev ikke fulgt op i den offentlige debat. Man kan spørge sig hvorfor…

Selv tror jeg, at de tilstedeværende ledende politikere fra den vestlige verden følte sig meget ilde berørt ved tanken om at skulle effektuere den foreslåede plan. For for det første måtte suverænitetsprincippet tilsidesættes, og for det andet, kan jeg også forestille mig, at de nærede tvivl om, hvorvidt befolkningerne ville kunne forstå den dybere mening i det – forstå, at der ikke var tale om at besætte et andet land for at få magt over det men om at bidrage til fred på jorden ved at højne bevidsthedsniveauet i tilbagestående befolkninger.

Især vil jeg kunne forstå, at tyskerne, med den historie de har, ville have en vældig berøringsangst overfor tanken om at tage del i en sådan praksis. For hvordan gøre begribeligt, at det kan være udtryk for løft til et højere og fredeligere bevidsthedsniveau at afskaffe suverænitetsbegrebet, når vi i det eksisterende gamle paradigme netop hylder suverænitetsprincippet som noget, der udgør en betingelse for de enkelte landes selvstændige ret. Det ville være nemt for i forvejen kritisk eller manipulatorisk indstillede befolkningsgrupper at få det til at se ud, som om der nu var aggressorer, der havde gang i et eller andet mistænkeligt.

Latterliggørelse ville nemt kunne følge én, sådan som det skete for Karen Jespersen, da hun foreslog at placere kriminelle på en øde ø. Forslaget blev forstået i det gamle paradigme og derfor betragtet som hørende middelalderen til. Var det blevet forstået i den nye verdensordens, Havels, paradigme, ville der derimod være tale om et yderst brugbart fremadrettet pædagogisk redskab.



Med andre ord kunne den, der tænkte helt overordnet, når han hørte Vázlav Havels forslag, måske godt se, at det ud fra en logisk betragtning var dét, der skulle gøres. Men med i vedkommendes betragtninger indgik så formentlig den kendsgerning, at størstedelen af befolkningen ”jo” ikke tænkte overordnet, hvorfor man ikke turde nære forhåbning om, at dette forehavende ville kunne forstås i det sande perspektiv.

Hans tale fik tilsyneladende ingen konsekvenser for udviklingen af den praktiske politik. I hvert fald indgik tankerne aldrig i TV-aviser eller paneldiskussioner. Der var ingen offentlig fordomsfri drøftelse af hans tænkning.

Talen blev tværtimod i offentligheden tiet ihjel. Som en slags offentlig hemmelighed ser den imidlertid ud til at have haft virkning som en boomerang, der kom tilbage til de statsledere, der rent faktisk udførte politiske aktioner, ganske som Havel foreslog i sin tale, men uden fra begyndelsen af at sende klart signal angående årsagen til handlingen.

Jeg tænker naturligvis på den hjælpeaktion, som Bush, Blair og Fogh indledte overfor Irak.

Formentlig grundtet frygt for befolkningens manglende mentale forståelse for tingenes rette sammenhæng, kom det argument frem, at man måtte invadere Irak, da man var i besiddelse af information om, at Irak var tæt på at kunne producere atomvåben, og at denne kendsgerning var en trussel mod verdensfreden.

Måske har spindoktorer påstået, at det ville være politisk selvmord at tro, at masserne skulle kunne forstå det. Måske har de sagt, at masserne kun forstår at bakke op omkring en sådan aktion, hvis der er fjendebilleder, som truer deres personlige integritet.

Det kunne jeg forestille mig, fordi det er sådan man tænker i den gamle verdensorden. Men det var ikke sådan, Havel tænkte. Han ville korrigere fejltagelser for at bane vej for fred. Værd at mindes. Tak gode mand!