I Jyllands-Posten i lørdags (Indland s. 6) postulerer biskop Peter Fischer-Møller fra Roskilde Stift, at vi alle er syndere, og at det er en udbredt misforståelse, at man skal være mere kristen eller ren end andre, fordi man arbejder for kirken. Kristendommen lærer os netop, påstår han, at vi alle er syndere, også præster, og at vi er elsket på trods af, at vi ikke er fuldkomne.
Det er sædelighedsforbrydelserne og pædofilisagerne, som han forsøger at få os til at forstå helt naturligt vil forekomme indenfor kirkens mure såvel som udenfor.
Men det er dybest set højst unaturligt, at rimeligt højtudviklede væsener som mennesker begår overgreb på artens afkom, idet sådanne overgreb jo umuliggør artens sunde udvikling.
Enhver, som har oplevet voksne hunde møde hvalpe, har set, at de har en naturlig hæmning overfor at gøre hvalpene noget. Har vi sunde instinkter, vil vi således udelukkende udvise en adfærd overfor vor arts børn, som kan bidrage til artens forædling. Alt andet er dybest set selvdestruktivt.
Da det væsentligste i kristendommen er kærlighedsbudet, som bl.a. indebærer, at vi skal elske Gud, helheden, over alt og næsten som os selv, er det ganske enkelt noget vrøvl at sige, at man kan være kristen og synder. For er man kristen, elsker man sin næste og kan ifølge sagens natur ikke under nogen omstændigheder nænne at begå overgreb på ham. Ellers er man ikke kristen.
At ”nåden” så er et grundvilkår for alle, uanset om man er hedning eller kristen, er en anden ting.
Jeg kender imidlertid ikke en eneste præst i dette land, som ikke holder fast i, at vi er syndere, og jeg vil derfor tillade mig at påstå, at præsterne i dette land overhovedet ikke er kristne.
Dybest set er tanken om, at man frelses i kraft af stedfortræder (troen på Jesus) en reminiscens fra hedenskaben, hvor en magt udenfor en selv afgjorde ens skæbne. Denne opfattelse er dybest set underordnet et verdenssyn, hvor det er kaos der hersker, men tager vi os af de allervæsentligste påstande i bibelen, er der ingen tvivl om, at det, at Gud er retfærdig, i moderne terminologi svarer til, at det er et ordensprincip som hersker og ikke et tilfældighedsprincip. Der hersker orden, kosmos, ikke uorden, kaos.
Når nogen forbryder sig mod kærlighedsbudet, bringer de således midlertidige tilstande af tilsyneladende kaos. Som da Gud lod det regne med ild over Sodoma og Gomorra, fordi der var nogen der, der forbrød sig nogenlunde på samme maner, som biskoppen mener hører med til at være et almindeligt syndigt menneske i dag. Men som vi kunne lære af en sådan historie, opfordres vi så det basker til ikke at gøre den slags vederstyggelige ting. Og symbolsk viste Abraham jo ved eget eksempel, at mennesket netop ikke behøvede at være syndigt. Ingen vil vel hellere påstå, at menneskesønnen, kristus, var det.
Dertil ved vi fra al forskning i lovmæssighed for udvikling i lukkede systemer, at alt bevæger sig i retning af orden, selvom tilstande i overgangsfaser tilsyneladende ser ud til at være præget af uorden.
Præsterne er med al deres snak om mennesket som syndigt med til at holde fast i tanker om uorden og er således en klods om benet på alle bestræbelser i retning af at få jorden til at være et kærligt og fredeligt sted at være. Man kan sige, at de holder fast i sodomaoggomorratilstande som naturlige og forplumrer ideen om fred på jord.
Når mennesker kan finde på at være voldelige overfor den næste generation, er der altid en årsag til det, og årsagen har at gøre med ting som er sket, og som har præget disse menneskers psyke, ikke med hvad vi er. Vi er nemlig ikke vor psyke.
Vi er alle lige så uskyldige som det nyfødte barn, som præsterne til min kolossale forundring får folk til at gå med på at tro er født syndigt.
Det er simpelthen volapyk. Set fra mit ståsted i verden er disse religiøse sekter, hvor nogen påberåber sig retten til at dømme andre som syndere, samtidig med at de repræsenterer en verdensimpuls, som oplyser om, at det er en kosmisk lovovertrædelse at dømme, intet som helst andet end galehuse.
At man rent politisk ikke forsøger at fremme alle bestræbelser på at fremelske en ikke-voldelig-kultur, altså en næstekærlig praksis, og så lader disse selvbestaltede gudsrepræsentanter sejle deres egen sø i deres egen syndige suppedas, begriber jeg ikke. Så længe vi tror, at det er en positiv del af vor kulturarv at døbe børnene ind i en syndskultur, implementerer vi jo aktivt soddomaoggomorragenet.
Hvad i alverden skal det dog gøre godt for?
Jeg kunne ikke være mere enig.
SvarSletOg hvis de stakkels børn kunne vælge om de helst ville være indenfor eller udenfor murene---
Som at skulle vælge mellem pest eller kolera.